Brandalarm gav ingen panik
Det lignede et skrækscenarie, da gaderne i Kolding Storcenter blev fyldt med røg. Dog, var der ingen panik, da øvelsen var blevet varslet i forvejen
alarm Gader fyldt med røg, en stemme i højtaleren, der bad alle om at bevæge sig udenfor og vagter, der fulgte folk på vej. Kolding Storcenter testede i sidste uge deres alarmberedskab ved brand i storcentret, hvilket resulterede i en lidt speciel oplevelse for centrets gæster. Præcis klokken 10.00 tirsdag gik røgmaskinerne i gang i centret og efterfølgende skulle al butikspersonale og handlende bevæge sig udenfor. Cirka en halv time senere, kunne folk igen bevæge sig ind i storcentret og fortsætte deres gøremål.
Træning
Gitte Lindbo er centerchef i Kolding Storcenter. Hun fortæller at der ikke har været en lignende øvelse i de tre år, hvor hun har været centerchef. Derfor er det vigtigt, at alle ansatte får genopfrisket hvad de skal gøre, hvis der skulle udbryde brand eller der skulle ske andre ting i centret.
?Hvis man ikke sørger for at prikke til folk, går evakueringsplanen i glemmebogen. Derfor er det vigtigt, at vi får mindet de ansatte om hvad de skal gøre i tilfælde af at der sker noget, hvor centret skal evakueres. Selv skoledrengen, der er ansat i en af butikkerne skal vide hvad han skal gøre, hvis der sker noget?, lyder det fra Gitte Lindbo.
Storcentret valgte at lægge øvelsen klokken 10.00 om formiddagen. Dette skyldtes blandt andet, at man ikke ville forstyrre alt for mange mennesker i deres indkøb. Både ansatte og handlende var desuden blevet varslet om øvelsen i forvejen, så de vidste hvad der var på færde.
?Vi har slet ikke overvejet at gøre det uden varsel. Det her er lavet i et tæt samarbejde med brandmyndighederne og er mest for at de ansatte bliver mindet om hvad de skal ved en brand?, siger Gitte Lindbo.