Få et job i Norge og mere i løn
Er du sygeplejerske, læge, jordemoder eller fysioterapeut? Håndværker, tekniker eller ingeniør? i så fald er der brug for din ekspertise i Norge. Her efterlyses medarbejdere med disse kvalifikationer nemlig, og hvis du har mod på at bosætte dig i et andet land, kan du møde op til et informationsmøde på jobcenteret i Exnersgade 33 i Esbjerg onsdag den 19. juni og høre nærmere om dine muligheder.
Informationsmødet finder sted i tidsrummet mellem klokken 13-15, hvor medarbejdere fra de to Jobcentre i Varde og Esbjerg fortæller mere om de mange konkrete muligheder, og hvad man skal være opmærksom på, hvis man bosætter sig og arbejder i Norge.
"Ja, det kan godt lyde lidt paradoksalt i disse tider. Men selv om vi mangler ledige til mange jobs her i kommunen, og primært ingeniører, ja så er der faktisk folk, som ikke kan finde det rigtige lige her. Men nej, vi skal selvfølgelig ikke sende folk til Norge, hvis vi selv kan finde jobs til dem her," siger Thomas Reil, kommunikationschef ved Esbjerg Kommune, med et smil.
På mødet vil der også deltage forskellige medarbejdere fra både Skat, arbejdsløshedskassen, rekrutterings-branchen m.m.
Jobcentrene forventer, at rigtig mange borgere i Varde og Esbjerg kommuner melder sig til arrangementet, og du bedes derfor kontakte Bente Olesen fra Jobcenteret Esbjerg for at melde dig til. Det kan ske via e-mail på benol@esbjergkommune.dk eller på telefon 76167335.