Intet kommer af sig selv…!
"Mr. Herfølge" kan man vist roligt kalde ham - Anders Frandsen - som nu stopper i Superbrugsen på Billesborgvej i Herfølge efter 44 år.
PENSION: Når uddeler Anders Frandsen om 14 dages tid siger farvel til jobbet i Superbrugsen på Billesborgvej i Herfølge, er det ikke kun Coop, der siger farvel til en loyal og fremsynet medarbejder. Det er også hele Herfølge, som tager afsked med en personlighed, der i en grad ikke har set sit lige. Anders er "Mr. Herfølge" – og selvom han garanteret ikke kan li" den betegnelse, så kan jeg ikke finde på nogen, der er bedre.
Da jeg i starten af ugen havde et par timers snak med Anders, og vi gik en tur ned i forretningen for også at tage nogle billeder, var man slet ikke i tvivl. Den ene kunde efter den anden kom og hilste på, og "rygtet" var jo sivet – de vidste godt, at Anders havde taget sin beslutning. På vej mod de 66 år havde han selv taget en af de største beslutninger i sit liv – nu skulle det være slut med det aktive arbejdsliv.
Derfor var der også en helt speciel varme i de hilsener han fik denne eftermiddag fra kunderne, som godt vidste hvad det betød, at han skulle fotograferes i butikken. De vidste, at det "sang på sidste vers" – og alle udtrykte på en eller anden facon vemod – ja, flere sagde det direkte: "Vi kommer til at savne dig Anders!"
Og det er ikke kun fra "Brugsen" de kommer til at savne Anders, når de nu udtrykker det så bramfrit. Han har været med i stort set alt, hvad der har rørt sig i det lokale samfund i det sidste halve århundrede – og heldigvis kommer det lokale (forenings-) liv ikke til at mangle ham.
- Selvfølgelig vil jeg ikke kunne have de samme muligheder for at bidrage med alt det, som forretningen har bidraget med gennem årene, men jeg får trods alt mere tid til at arbejde i det lokale foreningsliv, og det vil jeg fortsætte med. Dem der kender mig ved vist udmærket, at jeg ikke bare kan sætte mig hen, og ikke være med i noget. Jeg vil stadig forsøge at sætte mit præg på udviklingen i området, siger Anders Frandsen.
Fantastisk udvikling
Når man skal beskrive Anders Frandsens 44 år i Herfølge, er man simpelthen nødt til at dele det hele op i nogle "kasser", så jeg vil starte med karrieren, som "Brugs-mand".
Egentlig skal vi 50 år tilbage, hvor den 15-årige Anders var i praktik i det der hed Herfølge Ny Brugsforening. Det gav ham smag for branchen, og han kom i lære i en Brugs i Ulse v/Rønnede.E
fter udstået læretid fulgte en tid som soldat på Bornholm, og derefter fik han job i Herfølge Ny Brugsforening fra den 1. januar 1969, hvor Jørgen Rønne var uddeler og Jørgen Olsen (kendt fra fodbolden i Herfølge) var 1. mand. Siden 1985 har Anders været uddeler i den lokale brugs.
Egentlig en på mange måde kort, men på anden vis, også lang karriere.
Under Anders Frandsens ledelse har forretningen haft konstant fremgang. Det er i hans tid som leder blevet til 3 almindelige ombygninger/udvidelser, og en enkelt ombygning efter branden i 1993.
Superbrugsen i Herfølge er i dag en af de største i Coop-regi med en omsætning på mere end 100 millioner kroner om året, og efter den sidste store ombygning/udvidelse, der blev afsluttet i 2011, forventes den positive udvikling at fortsætte for de i dag 60 medarbejdere.
- Jeg går faktisk med planer om at skrive en bog en dag om hvad jeg har gjort for at nå hertil, for det vil være forkert at tilskrive mig hele æren. Ganske vist har jeg hele tiden haft det motto, at man ikke skal læne sig tilbage, men altid være parat til at investere den tid arbejdet kræver for at nå noget mere, man skal have fingeren på pulsen – ikke blot i butikken – men også i lokalsamfundet, man skal have en god lokal forankret medarbejderstab, en ledergruppe du kan stole på o.s.v., o.s.v. Alle disse ting har jeg været hjulpet på vej med, og når det så er kombineret med "købmandsskab", et "mod" til at gøre tingene, lokal markedsføring og ikke mindst en god familie, som forstår dit store engagement, så går det hele op i en højere enhed, og det er derfor, jeg i dag kan se tilbage på det hele med tilfredshed, og kan sige, at det har været sjovt hele vejen igennem, siger Anders Frandsen.
Stort lokalt engagement
Selvfølgelig har alt ikke været "lutter lagkage" igennem et snart 66-årigt liv, men lad det nu ligge lidt, og lad os kigge på de mange lokale ting, som Anders har været med i igennem de 44 år han har haft job i "Brugsen".
Igennem mange år var han i bestyrelsen for Herfølge Boldklub. Det var fra midt i '70"erne, til fodbolden blev professionel. Herfølge Erhvervsforening var han med til at stifte for 26 år siden, og har på en eller anden facon – de fleste som bestyrelsesmedlem – været med siden. På den sidste generalforsamling i april måned i år blev han for første gang formand for foreningen.
Han stiftede cykelklubben CC 95 (i 1995) og var dens formand i 10 år.
- Når først man går ind i det administrative, så er der ikke tid til at dyrke sporten selv, men nu skal jeg have gjort noget mere ved det, for jeg elsker at cykle, siger Anders Frandsen, som også startede de populære "Brugs-løbene", som han stod i spidsen for i 15 år, fra 1988 til 2003, med et deltagertal på ikke mindre end 2500, da der var flest.
- Det var sjovt, nok det sjoveste i min tid, men det var også et kæmpearbejde. På et tidspunkt var der ikke færre end 300 hjælpere, og vi havde et fantastisk team, men det blev desværre sværere og sværere at skaffe sponsorer til det hele, så på et tidspunkt måtte jeg sige stop, fortæller Anders Frandsen, der lidt "overtroisk" altid lagde løbet i den 2. weekend i juni.
- Der er det altid godt vejr, lyder den helt naturlige forklaring.
Det var i øvrigt i forbindelse med "Brugs-løbene", at han i 1993 blev "Æresborger" i Herfølge. Det var Herfølge Erhvervsforening, der kårede manden bag cykelløbene, og så vidt vides, er Anders Frandsen fortsat den eneste "Æresborger" i byen.
Han har også været med i Herfølge-hallens bestyrelse i mange år og er i dag kasserer. Han har været med til udvidelser af hallen, og p.t. er han med til at lave skabelonen til et "forenings-fitness" i hallen.
Herfølge Borgerforening var han også med til at stifte, og den i dag fortsat meget aktive forening, var han formand for i de første år.
- Det var et ønske om at være med til at præge udviklingen i vores lokalsamfund, der fik mig med i dette arbejde, fortæller han Jeg er da stolt over, at vi i Superbrugsen gennem de sidste 28 år har sponsoreret over 3 millioner kroner til idrætsklubber og det lokale foreningsliv, men penge gør det ikke alene. Det kræver også engagement, at præge udviklingen på en positiv måde, og det har altid været en hjertesag for mig. Vi har et godt foreningsliv i Herfølge, og vi har altid haft en god og positiv dialog med politikerne.
Vink med en vognstang
Men det store engagement i det daglige har også haft sine negative sider. For 22 år siden fik Anders Frandsen en blodprop, der var resulatet af en stress-periode, og har hen af vejen haft et par helbredsproblemer.
I 2007 fik han indopereret en såkaldt ICD (pacemaker), som kan træde i kraft, hvis det hele går for stærkt, og den helt store sorg ramte ham i år 2000, hvor hans hustru, Ragnhild, pludselig døde. Han havde mødt Ragnhild som helt ung, da han var soldat på Bornholm, og var gift med hende i mere end 30 år, og de har datteren Maria, som i dag er 32 år.
I 2003 blev han gift igen. I sit job havde han mødt Hanne, og det er i dag hende, der passer på, at han ikke kører for hårdt på.
- Og det er hun god til, skynder Anders at tilføje med et stort smil.
- I en del år har al fritid drejet sig om hestesport, men nu skal Hanne og jeg til at campere og cykle lidt sammen. Hun stopper jo også i sit nuværende job i Superbrugsen, Herfølge, men overgår dog til et kontorlederjob i Coop, hvor hun skal passe Herfølge samt 2 andre brugser. Hun er jo ikke nær så gammel som mig, så nu må jeg som pensionist sørge for at tilrettelægge al vor fritid fremover, men det glæder jeg mig også til. Nu har hun passet mig op i en del år, så nu må jeg betale tilbage.