Fortsæt til indhold

90 spillede krolf i Bolderslev

Arkiv
Arkiv

Regn og storm var ikke den bedste optakt til krolfstævnet i Bolderslev forleden. Det opstillede telt blev nærmest flænset af dagen forinden, men heldigvis var det overstået, da dagen endelig oprandt. Ganske vist regnede det lidt om morgenen, men da de 90 krolfspillere mødte op, var det tørvejr og stille, og minsandten om ikke solen også begyndte at skinne. Næsten perfekt vejr, selv om varmegraderne ikke helt var, hvad en forsommer normalt kan byde på.
De tospillerunder, som alle skulle igennem, voldte mange kvaler med de forskellige former for forhindringer, banerne bød på.
"Næste gang tager vi en bulldozer med" var en kommentar til den høj med to huller, der drillede rigtig mange spillere. En helt anden type forhindring, som banerne i Bolderslev byder på, er de små huller – 10 cm, hvor det mest almindelige er 14 cm. Mange spillere brugte mange flere slag, end de ellers er vant til, men det kunne ikke ødelægge det gode humør, som krolfspillerne er udstyret med.
Resultatmæssigt kom Bolderslev igen øverst på sejrsskamlen i gruppe A, Idet Anne Marie Andersen, Bolderslev, vandt foran Peter Hübschmann, også Bolderslev. På de næste pladser kom Jenny Thielsen, Holbøl og Mogens Friis, Bevtoft. Reelt vandt Anne Marie finalen på hullerne 8 og 12, hvor hun kom i hul på 2 slag, mens de andre brugte fra 4 til 7 slag.
I gruppe B fik Marga Heydenreich, Bolderslev en 4. plads. Denne finale var også meget jævnbyrdig indtil hul 9, hvor Marga desværre måtte bruge 5 slag. Gruppen vandtes af Jørgen Christensen, Bevtoft, foran Helle Kissow, Bevtoft og Jørgen Førster, Aabenraa.
Også i gruppe C havde Bolderslev en spiller i finalen, idet Lis Appel blev nr. 4. Gruppen blev vundet af Gerda Jessen, Kliplev, foran Ove Hansen, Aabenraa, og Verner Sievertsen, Kliplev.
I holdturneringen fører Holbøl med 20 point, foran Bolderslev-1 med 16 point og Bevtoft-1 med 14 point. Dernæst følger Bolderslev-2, Bolderslev-4, Bolderslev-3, Bevtoft-2 og Aabenraa.
Næste stævne i Sønderjysk Krolf finder sted i Aabenraa den 13. juni.