Det sagde borgmesteren til Regentparret
Da pressen var lodset ud af byrådssalen, holdt borgmester Jens Christian Gjesing sin officielle tale til Regentparret. Her er den i sin helhed
Deres Majestæt
Deres kongelige Højhed
Det er mig en stor glæde på vegne af Haderslev Byråd at byde Dem hjerteligt velkommen på Haderslev Rådhus.
Ja efter at have set de mange mennesker på havnen og i gaderne kan jeg vist roligt sige at velkomsten er på vegne af alle borgere i vores kommune.
Vi har gennem nogle måneder glædet os til og forberedt vores medvirken til Regentparrets sommertogt – og det har vi gjort, fordi vi i 2 dage får lejlighed til at vise nogle af vores kommunes
herligheder frem for Deres Majestæt og for Deres kongelige Højhed. Og for de mange, mange mennesker, der kigger med enten direkte eller via medierne.
Vi, der bor her, er meget beviste om de store værdier, som er betroet os i form af en flot natur, en spændende kulturarv og et stort nutidigt udviklingspotentiale.
Naturen viste sig fornemt frem i går under besøget på Årø, ligesom det er de færreste, der kan være uberørt af den betagende indsejling ad Haderslev Fjord, som De om bord på Dannebrog har
foretaget denne morgen. Senere på dagen venter ligeledes en meget smuk naturoplevelse ved gennemkørslen af den kuperede løvskov Pamhule.
Kulturarven er overalt i kommunen meget nærværende både i fysisk form som i Domkirken og i det meget velbevarede byggeri fra de seneste 5 århundreder - og i de fortællinger, der knytter sig
til bygninger, steder og begivenheder. Senere på dagen gør vi ophold på Tørning Mølle, hvor nænsom restaurering og moderne anvendelse går hånd i hånd. Velbevaret og levende kulturarv
giver identitet og anvendes i den nye sammenlagte Haderslev Kommune på tværs til at skabe fællesskab og udvikling.
Med natur og kulturarv som fornemt fundament oplever vi i Haderslev Byråd en fælles forpligtelse til at tage godt vare på vores aktuelle udviklingsmuligheder. Og vi ser frem til i løbet af dagen overfor Deres Majestæt og Deres kongelig Højhed at kunne præsentere vigtige sider af denne moderne udvikling i form af avanceret industriproduktion, af pædagogisk udvikling på
børneområdet som del af Haderslevreformen, musikkultur, moderne almennyttigt byggeri og ikke mindst et vellykket eksempel på omdannelse af et nedslidt havneområde til center for nye
arbejdspladser og eftertragtede boliger.
Det er muligt, at jeg for Deres Majestæt og for Deres kongelige Højhed lyder som bare en lille smule pralende. Det har ikke været min hensigt! Men når vi i Haderslev Byråd selv er meget
bevidste om det som naturen og historien har betroet os, og samtidig ser mulighederne for udvikling, ja så er det vanskeligt ikke i det mindste at være taknemlige.
At kunne udtrykke sig i en markant, overskuelig, præcis og enkel form er ofte den gode kunstners privilegium. Dette kreative og kunstneriske aspekt, som såvel Deres majestæt som Deres
kongelige Højhed i egne arbejder har leveret fine eksempler på, har vi i Haderslev Byråd også grebet til, da vi gerne ville give Dem en lille erindring med hjem fra besøget i Haderslev.
Sølvsmed Michael Weihe her fra byen har designet og lavet denne vinbakke, som er illustreret på den lille brochure her. Det er lykkedes for kunstneren, som De vil møde til frokosten, i en stram form i materialerne ibenholt og sølv at samle en mængde af karakteristika fra hele Haderslev Kommune.
Bunden i Ibenholt har form som en skal fra et mikroskopisk fortidigt havdyr fundet i Gram Lergrav.
Dette dyr og iskrystallen i sølv trækker båndet fra istidens landskabsdannelse til kommunens stolthed i form af de danske mestre i ishockey. Den nutidige sport er ligeledes repræsenteret ved
anelsen af et speedwayhjul.
I sølvfrisen ses både en okse, der minder om oksevejen fra nord til syd gennem kommunen og en ørn som både illustrerer det rige fugleliv og giver en mindelse om Sønderjyllands historiske
tilknytning til Det Tyske Rige. Den slesvigske løve er såmænd også repræsenteret – her meget passende med et blæserinstrument fra vores stolthed Slesvigske Musikkorps. Og musikken er i
øvrigt også antydet i form af et svævende vandtårn, der er symbolet for vores årlige Kløften Festival.
Den karakteristiske Lutherrose med korset i midten står klart på sølvfrisen ved siden af gengivelsen af en smuk brakteat fundet fornylig ved udgravning til et større logistikcenter. I
midten af brakteaten anes enten en Thors hammer eller som jeg vælger at tolke det en bispekåbe med et stort kors. Denne sidste tolkning i respekt for at vi her i byen har andre end soldater, der går i dronningens klæder!
Rundt i sølvfrisen er der blevet plads til nogle bygkorn, der både referer til landbrugets betydning i vores kommune og til den meget store maltproduktion, der finder sted her i byen – og som er forudsætningen for vores gode lokale øl.
Det er mig en stor glæde, at kunne give dette smukke arbejde til Deres Majestæt og Deres kongelige Højhed. Jeg håber, det vil fastholde erindringen om et par gode og minderige dage i
Haderslev.
Jens Christian Gjesing
Borgmester i Haderslev