Løb for en god sag
For andet år i træk er Fredericia klar til Klovneløb
Spring i løbeskoene lørdag den 8. juni og deltag i Klovneløbet. Løbet er for alle - og har til formål at indsamle penge til hospitalsklovnenes arbejde på landets børneafdelinger.
Det er løbeklubben Pinen & Plagen, der i samarbejde med lokale kræfter arrangerer løbet. I Fredericia er det Madsby Legepark og Madsby Legeparks Venner, der står for løbet.
"Klovneløbet er et godt initiativ og hænger rigtig godt sammen med, at Klovne & Streetperformance Festivalen kommer til Legeparken den 1. til den 4. august i år. Vi håber på stor opbakning fra byens borgere og specielt børnefamilier, da Klovneløbet er en social event for alle og støtter et godt formål," siger arrangøren i Fredericia og souschef i Madsby Legepark, Kim Ekstrøm.
I Fredericia foregår Klovneløbet omkring Madsby Legepark, og deltagerne mødes ved Dukketeaterscenen. Løberuten er 2,5 km lang og følger Sundhedssporet i Legeparken.
Gratis grill
Tilmeld dig på www.klovneløb.dk eller på selve dagen i Informationen i Legeparken, hvor du vil få udleveret et startnummer. Køber du først dit startnummer ved ankomsten, koster det 25 kroner i gebyr. Alle deltagere får også en rød næse, som selvfølgelig skal bæres til løbet. Prisen for deltagelse er 60 kr. Heraf går 45 kr. direkte til hospitalsklovnes besøg på børneafdelingerne - resten går til løbets afvikling.
Alle deltagere får gratis grillbilletter til Legeparken den dag, hvor løbet afholdes. Så der er gode muligheder for at lave en lille picnic og få en hyggelig dag i Legeparken. Du kan også tage en tur i Madsby Toget eller lade dig friste af en is i Madsby Kiosken", siger Kim Ekstrøm
Til alle børn, der deltager i løbet, vil der også være en gratis Madsby Trold i pap, som kan farvelægges.
Sidste år var der omkring 1.200 deltagere på landsplan, og der blev indsamlet næsten 70.000 kroner.