Cirkusmuseet laver cirkusskole i sommerferien
Akrobatik, jonglering, magi ja praktisk taget enhver cirkusdisciplin vil være på programmet, når museets egen cirkusartist Line Vittrup sammen med sin assistent byder indenfor. Skolen finder sted over to dage, og det er muligt at tilmelde sig et hold d. 1-2. juli eller et hold d. 8-9. juli. - Det er 9. år, at vi laver cirkusskole i sommerferien, og hvert år har vi haft fuldt booket. Vi ønsker at give børnene en fantastisk oplevelse, hvor de opdager nye talenter og får en sjov oplevelse i selskab med andre børn, fortæller Cirkusmuseets artist Line Vittrup. Forløbet foregår primært i Fægtesalen, men er solen fremme, rykker skolen ud i det fri. Tilmelding til skolen skal ske til withvidovre.dk eller på tlf. 20 98 81 82. Ifølge Line Vittrup er det en god idé at være ude i god tid, da holdene traditionelt hurtigt bliver fyldt. Cirkusskolen er en del af Aktiv Sommerferie i Hvidovre Kommune.