Åbent hus hos Sofiehøj Friskole
Sæby Mens vejrguderne ikke kunne finde ud af, om der skulle tændes for sommeren eller ej, åbnede Sofiehøj Friskole dørene op på vid gab for alle interesserede søndag 9. juni. Et tilbud som mange af Hornsherreds børnefamilier, borgmester Mette Touborg og andre interesserede tog imod. Og programmet denne søndag var spækket med muligheder for de nysgerrige. Foruden bueskydning på boldbanerne, snobrødsbagning ved bålpladsen og filtning i SFO’en, viste elever og lærere skolen frem for de mange interesserede gæster. Der blev trommet og talt navnestavelser med congas og trommer i musiklokalet, vist springgymnastik i hallen, mens repræsentanter fra 7. klasse iført sikkerhedsbriller, kolber og brint, udførte fysikeksperimenter foran et nysgerrigt publikum. Skoleleder Gitte Tanzer hæftede sig i sin velkomst ved, hvor meget der er sket på Sofiehøj i skolens første år som friskole. "Da jeg holdt min første åbent hus dag for et lille år siden, kunne jeg kun vise SFO bygningen frem og måske det var godt det samme," sagde hun, med henvisning til at man overtog en række skolebygninger, der trængte til en kærlig hånd. Forældregruppen har gjort et stort og grundigt arbejde for at få indrettet og restaureret de gamle skolebygninger, så man nu kan drive en skole på tidssvarende facon og være i et rart og inspirerende miljø. Blandt de besøgende var der mødt en del af de kommende 0. klasses elever op - blandt dem Lilja Ellertsdóttir, der fik en lille forsmag på hvad der venter efter sommerferien: "Jeg glæder mig til at starte i skolen og tror det bliver rigtig sjovt," fortalte hun. Når den kommende 0’e klasse, sammen med resten af skolens elever, indleder det nye skoleår lørdag 10. august, er den allerede fyldt. Dog er det stadig muligt at komme på skolens venteliste.