Hvornår er det dumt at arbejde

TRE BYRØDDER I ROSKILDE har været fremme med en voldsom kritik af indholdet i de såkaldte ’nyttejob’, som kommunen forbereder for at redde langtids-ledige fra at miste al indtægt. Ifølge dem er det nærmest nedværdigende og uanstændigt at sætte arbejdsløse til at samle hundelorte og lignende. Både den konservative Lars Lindskov og viceborgmester Henrik Stougaard, der er gået fra SF til Enhedslisten, hører til byrådets bedste og dygtigste debattører. De har også fået tilslutning fra SF's erfarne og skarpe leder Birgit Pedersen. Men derfor er det ikke sikkert, at de har ret denne gang. Spørgsmålet, om hvilke arbejdsopgaver ledige kan sættes til, berører nemlig hele grundlaget for det danske velfærdssystem, også lokalt i Roskilde. MENINGSLØST ARBEJDE er selvfølgelig ydmygende for ethvert menneske, som tvinges dertil. Historien er rig på den slags – lige fra ’nationalværkstederne’ efter den franske revolution i 1848 til de såkaldte ’pip-kurser’, som danske ledige i snart mange år har været tvunget til for at få penge. Men hvem bestemmer, hvad der er meningsløst? I hvert fald kan det ikke være op til, hvad hver enkelt har lyst til eller ej. Når fællesskabet giver dem en ydelse, så de kan overleve, kan selvsamme samfund også stille krav om at få udført opgaver, der ellers ikke bliver klaret. EN RUNDTUR i Roskilde efter de store ’gå-i-byen’-aftener fredag og lørdag viser eksempelvis, at det flyder med affald og skidt i gaderne, ved stationen og andre steder. Her er masser af arbejde, der ikke bliver lavet, uanset om det er kommunen, staten, DSB eller en anden offentlig kasse, der har ansvaret og skal betale. Så længe den slags opgaver ikke bliver udført rigtigt, er det vel meningsfyldt nok at ønske sig en mere ren by, som vi også kan være bekendt at vise frem for de mange turister og andre gæster, der kommer hertil hvert år. NÅR ET STORT FLERTAL af roskildensere og andre danskere hidtil har accepteret gennemsnitligt at aflevere over halvdelen af indtægten til det offentlige - i stat, regioner og kommuner - er det, fordi vi oplever, at man også får noget igen. Men forudsætningen er ikke mindst, at alle, der kan, også bidrager. Hvis denne underforståede samfunds-kontrakt begynder at falde væk, fordi flere og flere gerne vil modtage – men ikke samtidig vil yde og gøre deres pligt, så ryger den nødvendige tro på systemets retfærdighed, der skaber solidariteten til også at ville hjælpe de dårligere stillede. Hvis man skal modtage penge det offentlige, som altså i virkeligheden er betalt af andre og mere heldigt stillede medborgere, så må man også være klar til at tage et job, der ifølge fællesskabets demokratiske beslutning giver mening for samfundet. DER ER ALTID ARBEJDE til dem, der vil, siger nogle, men det er nu ofte noget af en tilsnigelse. I visse tilfælde viser det sig nemlig, at betalingen og forholdene slet ikke er i orden, i forhold til gældende danske overenskomster eller regler. Andre gange må vi acceptere, at folk er så syge, dårlige eller elendigt uddannede, at de faktisk ikke kan bestride et normalt job. Dem må vi så prøve at hjælpe i gang på forskellig vis. I mellemtiden kan det imidlertid ikke nytte noget, at tusinder af jobs med normal dansk betaling passes af udlændinge, fordi vi ikke selv vil lave det ene eller det andet. Så bliver arbejdsløsheden herhjemme større end nødvendigt, og samtidig tømmer det vores fælles kasse for helt unødvendige penge, som vi kunne have brugt på noget langt mere fornuftigt og nødvendigt. Både i Roskilde og alle andre steder i landet, bør svaret altid være et højlydt ALDRIG, når der bliver spurgt: HVORNÅR ER DET DUMT AT ARBEJDE?