Fortsæt til indhold

Cheferne spænder hjelmen

Det er måske så som så med farten over feltet, men til gengæld er der utvivlsomt højt humør, når team motion fredag drager af sted fra Esbjerg

Arkiv
Arkiv

Når cyklisterne fra Team Motion på fredag klikker i pedalerne for at køre ud på den tre dage og knap 500 km lange tur til Fyn, er det med en række erhvervsledere i spidsen for de forskellige virksomhedshold, der er tilmeldt turen.
Jens Damgaard (Vestfrost) stiller med 16 deltagere det største hold, mens Kurt Skov (Blue Water) og Søren Thomsen (Esvagt) med henholdsvis syv og seks deltagere også har sikret sig et stærkt hold hjælperyttere. Jens Damgaard og Søren Thomsen er med Team Motion for første gang, og ifølge Søren Thomsen stiller Esvagt i år med et hold kun for at skubbe Kurt Skov og Co. fra Blue Water gennem turen. Vestfrost har hentet forstærkning udefra, idet holdet har hyret den rutinerede cykel-ræv Laurits Tørnæs ind, i erkendelse af at kaptajn Damgaard har det mere i munden end i benene. Derfor har Tørnæs også lovet at give moralsk støtte, og en hånd i ryggen, når feltet rammer 'bjergene' østpå.
Fælles for de tre cykel-kombattanter er, at de betragter turen med kolleger, medarbejdere og øvrige som en god mulighed for at få frisk vind i håret, udveksle svedige bemærkninger samt hente ny inspiration og energi til gavn for arbejdspladsen.
Med de tilhørende sponsorater yder virksomhederne et kæmpebidrag til cykeleventen, som finder sted i weekenden 14-16. juni. Feltet, som består af 100 mænd og kvinder fra Esbjerg og omegn, og der er afgang fra Kvik Køkkener, Østre Gjesingvej 23, fredag den 14. juni kl. 9.00 hvorefter turen går mod ?De fynske Alper?, som på flere led er turens højdepunkt.
Når rytterne søndag eftermiddag omkring kl. 16 triller i mål ved Esvagts kontor, Adgangsvejen 1, er det med et stort overskud i bagagen. Foruden det fysiske og mentale er der, takket være de mange virksomheder, som har sponseret og støttet op omkring løbet, et pænt økonomisk overskud, som bestyrelsen for Team Motion i nær fremtid vil uddele ubeskåret til andre foreninger som understøtter børn og unges sociale og fysiske velvære.
Således vil Julemærkefonden, ligesom sidste år, modtage et pænt beløb, når overskuddet er gjort op.