Fortsæt til indhold

Jobrotation gør uddannelse mulig

AOF-kursus med motiverede kursister blev en stor succes

Arkiv
Arkiv

Jobcenter Hvidovre fandt 12 egnede vikarer blandt deres ledige, som alle havde et stort ønske om at komme i arbejde til trods for, at der kun var tale om et vikariat. Det betød, at 12 af Hvidovre Kommunes rengøringsassistenter kunne komme på syv ugers efteruddannelse i dansk, it og kommunikation via jobrotationsordningen med en afsluttende eksamen i dansk. Alle parter i samarbejdet omkring jobrotationsforløbet er stolte over at kunne meddele, at samtlige kursusdeltagere er gået op til eksamen via VUC Hvidovre og nu venter alle spændt på eksamensresultaterne. To uger inden vikarerne begyndte deres jobrotation, var de også på kursus henholdsvis en uge på TEC (Teknisk Erhvervsskole Center) og en uge i praktik i Hvidovre Kommune, hvor de blev sat ind i de rent praktiske opgaver blandt andet ved at være med ude på institutioner som ¿føl¿ for at følge den daglige rutine. På TEC modtog de undervisning i rengøringsmidler og materialer samt ergonomi. Således fik vikarerne nogle gode fælles grundkompetencer, som de fik glæde af i deres vikarperiode, og som også kan bruges i lignende job efterfølgende. Motiverede kursister Ligesom Hvidovre Kommune udtrykker stor tilfredshed med vikarerne, er flere af vikarerne så glade for at arbejde i kommunen, at de allerede inden forløbets afslutning havde søgt om fastansættelse. Afslutningsceremonien blev afholdt en fredag i maj i AOF Daghøjskolens lokaler i Store Hus. På trods af at der endnu ventes på eksamensresultaterne, blev der overrakt uddannelsesbeviser af kommunens rengøringschef Charlotte Grome og Daghøjskolens direktør Jørgen Dam til stor glæde for kursisterne. - Det har været et fantastisk projekt og visionen om et uddannelsesløft er lykkedes, siger Charlotte Grome... Underviser Kent B. Andersen fra AOF Daghøjskolen fortæller, at alle deltagere på kurset var meget motiverede hver eneste dag: - De erkendte, at de havde et stort behov for at beherske det danske sprog bedre, fordi de som 1. generationsindvandrere havde besluttet at tilbringe resten af deres tilværelse i Danmark. Desuden var de også interesserede i at lære at bruge IT på en mere effektiv måde... En succes - Jobrotationen har været en succes for alle. Vikarerne fik regulært arbejde i perioden og rengøringsassistenterne fik efteruddannelse, siger faglig sekretær Carsten Enevoldsen fra 3F: Han pointerer, at alle parter fik gavn af forløbet: - Jobrotation er godt for den ledige, som opnår beskæftigelse i perioden, mens den ansatte via uddannelse opnår flere kompetencer. Arbejdsgiveren får tillige gavn af et bedre uddannet og dermed dygtigere og gladere personale... - Vi er naturligvis glade for, at Hvidovre Kommune har udtrykt stor tilfredshed med forløbet og de kompetencer som vikarerne har erhvervet sig på TEC. Vi går meget op i at levere kvalitetskurser, der både giver virksomheden og deltagerne det udbytte, de forventer, siger uddannelseskonsulent Susan Broe Hansen fra TEC.. Virksomhedskonsulent René Dyrby Carlson fra TEC supplerer: - Forløbet er et strålende eksempel på, hvordan man kan opnå succes med jobrotation gennem tæt samarbejde mellem virksomhed, uddannelsesinstitutionerne, a-kassen og jobcenteret - når blot engagementet og fagligheden er til stede...oashvidovreavis.dk

Der blev udleveret kursusbevis til stor glæde for kursisterne.