Søren Pallesen bliver cheftræner i Varde
1. juli tiltræder han som assistenttræner, men allerede fra januar bliver han cheftræner i Varde
Oven på skuffelsen over, at det efter otte års divisionsfodbold næste sæson gælder Danmarksserie fodbold, er bestyrelsen i Varde IF Elite i fuld gang med at evaluere situationen med henblik på en hurtig tilbagevending til divisionsrækkerne.
"Vi har spillet fremragende mellem felterne, men vi har manglet meget i forsvarsspillet og endnu mere i angrebsspillet. Vi har i foråret spillet med en 17-årig keeper, tre U-19 spillere og mistede i vinterpausen Jesper Svennesen og Rasmus Jessen, der havde mere end 400 kampe på bagen samt vores topscorer Morten Smidt, så nedrykningen kommer overhovedet ikke bag på mig. Vi har dog en klar målsætning om at spille divisionsfodbold, så satsningen på Varde IF Elite fortsætter uændret," siger sportschef Casper Hartmann.
Markant forstærkning
Den første markante forstærkning er allerede på plads. Det er den 35 årlige tidligere superligaspiller i EfB og Vejle Boldklub og senest 1. divisionsspiller i FC Fredericia Søren Pallesen, der har indgået en fire-årig aftale med Varde IF Elite fra 1. Juli 2013. Det første halve år som spillende assistenttræner, og derefter som cheftræner fra 1. Januar 2014, når klubbens nuværende cheftræner Jørn Bach efter eget ønske fratræder.
"Vi er utrolig glade for, at det er lykkedes at tilknytte Søren Pallesen til vores elitehold. Det har vi drømt om igennem flere år, og nu er det endelig lykkedes," udtaler en særdeles tilfreds Casper Hartmann.
"Jeg er overbevist om, at Søren Pallesen med sin enorme rutine fra utallige superliga- og førstedivisionskampe både på og udenfor banen vil være en klar forstærkning og ikke mindst den lederskikkelse, som de unge spillere kan støtte sig til i kampene," slutter sportschefen.
Søren Pallesen er lærer i sit civile liv og har fået et job i Esbjerg.