Rabalder Parken bejler til største designpris
Rabalder Parken er blandt de 60 finalister til INDEX: Award – verdens største designpris. Rabalder Parken har været indstillet sammen med 1.022 andre projekter fra over 70 lande, men er nu altså blandt finalisterne, der er udvalgt af en international jury. Det er arkitekten bag designet af parkens rekreative elementer, Søren Nordal Enevoldsen, der bliver eventuel prismodtager.
- På mange måder handler INDEX: Award om at gå bagom den umiddelbare æstetik i et design og fokusere på, hvad designet kan og gør for mennesket, siger Søren Nordal Enevoldsen.
- At INDEX: Award også mener, at Rabalder Parken indskriver sig i den debat viser, at projektet har en reel værdi for mennesker, hvilket er mit primære ønske med det, jeg laver. Det er en virkelig stor ære at være nomineret.
Prisen er af dansk oprindelse, men af internationalt format med præmiepenge på i alt 500.000 euro. Der uddeles 100.000 euro til vinderen af i alt fem kategorier, og Rabalder Parken er nomineret i kategorien Community.
- Alene det at have et projekt med i finalen om verdens største designpris er en stor ære. Men at Roskilde kommer på landkortet for innovative klimaløsninger, det er da fantastisk spændende, siger borgmester Joy Mogensen.
De 60 finalister bliver en del af en international udstilling, der skal rejse verden rundt. Udstillingen med de 60 projekter åbner i Kongens Have i København 30. august, hvorefter turnéen rundt i verden begynder. De fem vindere afsløres 29. august.
Rabalder Parken på CNN
Folkene bag INDEX: Award samarbejder med tv-stationen CNN om at vise indslag om otte af finalistprojekterne, og her er Rabalder Parken udvalgt til at blive præsenteret på CNN's sendeflade de kommende måneder. CNN gæstede Rabalder Parken forleden og fik filmet både børn og unge på skateboard, inliners og løbehjul.