Revyen vælter byen ....
Der øves i disse dage på livet løs frem til den 5. udgave af Revyperler på Stribe.
REVY: Siden den sidste uge i april har holdet bag Revyperler på Stribe 2013, Anne Herdorf, Gunvor Reynberg, Max Hansen, instruktør Tommy Kenter og kapelmester Jan Overgaard været i gang med prøverne til årets forestilling. Prøverne har hidtil foregået i lokaler på Islands Brygge.
Men nu er holdet rykket til Hotel Hvide Hus i Køge, hvor scenen er sat og hvor prøverne tager til i intensitet jo nærmere man kommer revypremieren fredag den 14. juni.
- Det går ufatteligt godt, sagde en veloplagt instruktør Tommy Kenter mandag middag i lokalerne hos Kjøge Mini-By, hvor revyholdet holdt hof for den lokale verdenspresse.
- Scenen vi skal bruge er sat op som den skal være og forholdene er gode. I forhold til scenen på Teaterbygningen er den lidt dybere, men har godt og vel samme bredde, sagde Tommy Kenter.
Revyperler på Stribe vil indeholde ialt 18 numre - men hvilke vil revyholdet ikke røbe. Det skal naturligvis være en overraskelse for publikum.
- Vi kan dog godt røbe så meget, at numrene igen i år spreder sig over revyer over flere årtier - fra 1920'erne og frem til 2008 og at der vil komme klassiske numre leveret af udødelige navne som Osvald Helmuth, Elga Olga og Jørgen Ryg m.fl. Store kunstnere som vi altid kan tage ved lære af, siger Tommy Kenter.
- Vores opgave er at lave vores udgave af de gamle perler. Vi er gået bevidst efter de tidløse numre - en god blanding af bevægende og rørende og de vanvittigt morsomme. Der bliver noget for alle sanser, lover Max Hansen.
Salget af billetter til Revyperler på Stribe i Køge går også fint.
- Premiereaftenen er udsolgt. Og vi er foran på billetsalget i forhold til samme tidspunkt sidste år, så det lover godt. Køge er blevet en rigtig god revyby, siger revydirektør Susanne Rosenkvist Hansen.
Revyperler har premiere fredag den 14. juni, Sidste forestilling i Køge spilles lørdag den 6 juli.
Billetsalg sker fra revytelefon 7020 7389 eller via www.revyperler.dk eller www.billetnet.dk.