Rekord tangeret
Over 100.000 kroner blev kørt ind til Skibby Badmintonklub ved Skibby Rundt 2013
Skibby Rekorden ved Skibby Rundt er fra 2006 og lyder på 37,5 kilometer kørt på en time. Men torsdag aften blev rekorden tangeret, da 2013-udgaven af Skibby Rundt blev kørt i strålende solskin. Debutanten Thomas Vangshardt vandt cykelløbet, som kører penge ind til Skibby Badmintonklub. 15 gange gennemførte 32-årige Thomas Vangshardt den 2,5 kilometer lange rute rundt i Skibby, og blev dermed den samlede vinder. 22 ryttere stillede til start, og de havde hver især tegnet kontrakter med sponsorer inden løbet, som så betalte et beløb pr. omgang gennemført. Og selvom antallet af ryttere var lavere end sidste års 25 ryttere, så lykkedes det alligevel at køre 100.381 kroner ind til badmintonklubben. Det er et noget bedre resultat end sidste år, hvor der blev kørt 69.700 kroner ind. Du kan se flere billeder fra cykelløbet på Lokalavisens hjemmeside eller via Facebook.