Ambulancerne hører til her
- Ambulancerne skal blive hos Roskilde Brandvæsen, og derfor skal kørslen i udbud.
Så klart lyder ordene fra borgmester, Joy Mogensen, der også er formand Beredskabskommissionen og dermed for brandvæsenet.
Politikerne i Region Sjælland diskuterer i øjeblikket, om ambulancekørslen i Roskilde, Køge og Greve skal 'tages hjem', så regionen selv står for opgaven.
Eller om den skal i udbud, så alle - derunder Roskilde Brandvæsen - kan byde ind, når kontrakterne udløber i starten af 2014 og 2015.
Roskilde Brandvæsen har i dag både de hurtigste responstider og er billigst i drift indenfor regionen, fordi stationen ved Vindingevej kan udnytte, at brandfolk og ambulancefolk arbejder sammen. Desuden har man sørget for at uddanne specialister, der kører med under udrykning.
Supervæsen
- Vi har næsten altid uddannede paramedicinere med i ambulancerne, hvilket betyder, at mange menneskeliv bliver reddet, siger Joy Mogensen.
- Jeg håber på, at regionen lægger mærke til, hvor godt det kører i Roskilde, så de ikke tager uoverlagte beslutninger.
Borgmesteren er ikke i tvivl om, at brandvæsnet vil vinde udbuddet igen, hvis der bliver udbud, så driften ikke uden videre bliver hjemtaget til regionen. Fordi det er bedst.
- Historien viser, at de ikke er til at slå, hvis konkurrencen er fri, så det synes jeg, de skal have mulighed for at gøre igen, siger Joy Mogensen og fortsætter:
- Desuden sparer regionen intet ved at hjemtage ambulance-driften i Roskilde, som den gør i andre områder, fordi det ikke fås billigere. Derfor forstår jeg ikke denne diskussion.
Ingen profit
Fordelen ved, at Roskilde Brandvæsen står for ambulancerne er også, at det ikke må tjene penge på kørslen, men udelukkende skal have det hele til at køre rundt, fordi det hører under Roskilde Kommune.
- Roskilde Kommune skal ikke genere overskud, og ved eventuelle fremtidige effektiviseringer, vil besparelser bliver geninvesteret i bedre service til brugerne. Derfor er Roskilde Brandvæsen bedre, siger borgmesteren.
Sidst ambulancekørslen var i udbud i 2009, vandt det svenske firma Samariten i andre områder af regionen. Men det viste sig dog, at deres tilbud var dog så billigt, at de selv ikke kunne få det til at fungere, så de måtte måtte opgive.
ag@roskildeavis.dk