Bager verdens bedste pizza
Foto: Per Rudkjøbing
I det lille grønne hjørne af gården på Hedegårdenes skole, hvor den lille gris og hønsene går rundt, dufter det godt af røg og nybagt pizza.
Den besnærende duft kommer fra stenovnen, som skolens 10. klasses-elever selv har bygget og designet.
De tre elever ruller professionelt dejen ud, smører tomat sovs over og på kommer pynten med drevne strøg.
Pizzaen bliver lagt på en stor spatel, og lærer Peter Jensen fører pizzaen ind på de glohede sten.
Med det blotte øje kan man se, at dejen hæver, og osten bliver gylden. Efter to minutter skal den italienske godbid hurtigt ud igen, så den ikke bliver sort.
Det skal gå stærkt med at lave pizzaerne klar, for den 600 til 800 grader varme ovn sætter ikke tempoet ned.
Hårdt arbejde
Eleverne er enige om, at de fremstiller byens bedste pizza i Roskildes måske eneste stenovn.
I første omgang var det dog hårdt arbejde, der gav vabler på hænderne. For eleverne skulle selv blande mørtlen, slæbe gruset og grave de dybe huller til ovnen.
Men de fik også lov til at bruge hovederne, da de skulle udregne ovnens mål, bygge en model og designe den fine ovn, der i dag står som et blivende monument over dem.
I dag er ovnen så populær, at man skal skrive sig på skolens liste, hvis man vil holde et pizza-arrangement på området.
Lærerne har allerede holdt en fest, hvor de hver fik lov til at lave deres egen pizza.
Det var en stor succes, siger Peter Jensen, der er stolt af, at hans elever har bygget en ovn, som hele skolen har glæde af mange år fremover.
ag@roskildeavis.dk