Kindkys til ørkenrockere
Vejle-bandet Chasers Through The Desert endelig til tops i musikkonkurrence
Tredje år var lykkens år for Vejle-bandet Chasers Through The Desert i konkurrencen Trekantens Musikpris.
Tre år efter at det energiske støjrock-band for første gang stillede op i konkurrencen, rendte de i år med hele baduljen inklusiv kindkys fra de søde blomsterpiger. Sidste år fik drengene en andenplads i konkurrencen, hvor otte udvalgte bands dyster om kindkys og præmier.
Chasers Through The Desert udkom i marts med EP'en "Masquerade Vol. 01", og snart går de i studiet for at indspille en opfølger. Her er det planen at gøre brug af musikkonkurrencens førstepræmie, som er en musikvideoproduktion hos Frøstrups Videolab samt effektpedaler fra Vejlefirmaet T-REX.
"Vi er super glade for endeligt at kunne rende med sejren ved Trekantens Musikpris, og det fornemmede gæsterne ved afterpartyet på Seven Oaks også. Der blev festet hele natten med Jack Daniels til alle," fortæller bandmedlemmerne.