Fortsæt til indhold

Nyt samarbejde med godt tilbud til børnefamilier

Tag ungerne med på Museet på Sønderskov og få gratis børnebilletter til Enghave Dyre- og Naturpark oveni

Arkiv
Dorthe Andresen

Det er gratis at besøge Museet på Sønderskov. Men hvert barn, som besøger museet ifølge med en voksen får nu oven i købet udleveret en gratis børnebillet til Enghave Dyre- og Naturpark. Billetterne gælder for børn fra 3 til 12 år, og tilbuddet gælder kun så længe lager haves.
De to steder ligger kun 10 minutters kørsel fra hinanden, så den samlede pakke af museum og dyrepark giver god mening i forhold til børnefamilier, som gerne vil opleve noget forskelligt i løbet af en dag, men ikke vil sidde flere timer i bilen.
Det er de to direktører, Karina Christensen fra Enghave Dyre- og Naturpark, og Bo Ejstrud fra Museet på Sønderskov, der er blevet enige om samarbejdet.
"Tilsammen tilbyder vi rigeligt med oplevelser for store og små til en hel og god dag. Vi håber derfor, at mange børnefamilier vil tage imod tilbuddet. Samtidig er vi bevidste om, at hvis man ikke bor lige i nærheden, så forestiller man sig måske ikke, at der kan være noget særligt at bruge en lørdag på i postnummer 6650 Brørup. Men vi har faktisk to rigtig stærke tilbud her på hver sin side af byen og af motorvejsafkørsel 69. Der er 10 minutters kørsel mellem de to steder, og har man glemt noget derhjemme, ligger Brørup lige midt imellem med rigeligt muligheder for at købe ind. Nu inviterer vi børnene gratis med, men vi håber da, at vore gæster kan se, at vi er turen værd, og vil komme igen en anden gang."
Det er ikke alle steder i landet, at man kan køre udenfor byen, og finde to vidt forskellige tilbud så tæt på hinanden.
"Men vi er netop stærke sammen, fordi vi er så forskellige. På en enkelt dag kan man opleve både kulturhistorie og klappedyr; til frokost kan man vælge mellem Restaurant Herregårdskælderen og Søstjernen grillbar, og på begge steder er man velkommen til at nyde de skønne omgivelser og den medbragte madkurv."
Med samarbejdet mener de to direktører, at de har skabt et tilbud, der på alle måder er konkurrencedygtigt i forhold til andre steder, hvor man kunne bruge en hel dag med familien.
"Her er oplevelser nok for alle, og hvis man medbringer en madkurv, vil det samlede budget for dagen være overkommeligt for de allerfleste familier. Ikke mindst derfor er vi glade for samarbejdet."