Fortsæt til indhold

Fuld tryk på trommerne

Arkiv
Arkiv

KØGE: Som sædvanlig var der fuld tryk på alle trommer, da musikskolelærer Jørn Rasmussens elever viste, hvad de havde lært i løbet af skoleåret.
Eleverne var samlet fra 5 forskellige skoler, og de havde kun haft en enkelt prøve sammen før aftenens koncert, så nerverne var lidt uden på tøjet, da koncerten startede.
- Det var der nu ingen grund til, for koncentrationen var helt i top, så det kørte som på skinner, men måske var det tanken om det – som sædvanlig – store kagebord, der ventede i gangen. Lige så vel som eleverne dyster på trommerne inde i salen, dyster forældrene med deres bageevner, fortæller Helle Bodi fra Køge Musikskole.
For at hele aftenen ikke kun skulle fyldes af taktfaste rytmer, kom et af talent linjens bands og underholdt med et rocknummer, inden der blev bygget op, med bl.a. en trommesolo af Jørn Rasmussen selv, til den helt store finale med alle de medvirkende, mens forældre, søskende og bedsteforældre ivrigt filmede de ivrige slagtøjsspillere.
pm

Det gælder om at have tungen lige i mundne. (Foto: Helle Bodi).