Fortsæt til indhold

Nu får børnene et værksted

Børnehuset Bøgeskov fik penge fra Idémøblers idepulje på 35.000 kroner

Arkiv
Arkiv

Omkring 100 børnehavebørn fra Børnehuset Bøgeskov kan nu glæde sig til at få et nyt udeværksted. Pengene til de nye faciliteter kommer fra Idémøblers idépulje.
Da Idémøblers nye forretning åbnede i Fredericia i marts, blev der indsamlet 35.000 kroner ved en møbelauktion. Pengene skulle gå til byens yngste generationer, og den 29. maj kunne butikschef Peder Vejsnæs så overdrage checks til i alt seks foreninger og institutioner fra Fredericia.
"Vi modtog et overvældende antal ansøgere. Ud af 52 ansøgere har vi valgt seks foreninger og institutioner, som vi synes virkelig kan opnå en forskel med midlerne," siger Peder Vejsnæs.
Nyt værksted

Én af dem, der har taget imod en pengecheck, er leder af Børnehuset Bøgeskov Ella Feltendahl. Sammen med sine kolleger havde hun ansøgt om at få penge til at indrette et uderum, der alligevel stod tomt, som værksted for børnene med høvlbænk, hammer og værktøj.
"Udeværkstedet skal styrke børnenes motorik og skærpe deres sanser, ligesom når vi er ude i naturen og klatre i træer. Særligt er det vigtigt for drengene, der til dagligt er omgivet af mange kvinder. Vi er rigtig glade for, at Idémøbler giver os muligheden for at realisere projektet," siger Ella Feltendahl.
Børnehuset Bøgeskov modtog en check på 8.000 kroner til udeværkstedet, som forventes at stå færdigt efter sommerferien.
Også Fredericia Sportsfiskerforening, Fredericia sejlklub, Fredericia Natteravnene, Fredericia Nord-bo huset og Fredericia Børnehaven Stendalen modtog penge fra Idémøblers idépulje.

Leder af Børnehuset Bøgeskov, Ella Feltendahl.