“Loppemarkeder giver et kick”
Leo Vinther Pedersen har været samler af genbrugsting store del af sit liv. Og selvom hans bedre halvdel mener, at der er ved at være godt trangt i hjemmet i Aabenraa, så glæder han sig allerede til næste store bagagerumsmarked, som løber af stablen lørdag, den 29. juni på torve og langs gågaden i Aabenraa.
Leo Vinther Pedersen var da også med på sidelinjen, da Aabenraa Boldklub (AaBK) arrangerede bagagerumsmarked i april måned. For han er ikke kun samler, men også en erfaren organisator af loppemarkeder.
"Jeg er nok en bred samlertype, men jeg samler mest på gamle souvenirs fra Sønderjylland og bagerredskaber, som jeg udstiller med jævne mellemrum," fortæller Leo Vinther Pedersen, som håber, at Aabenraa på sigt kan markedsføre sig på at være den førende markedsby i området.
"Det kunne være fint, for der er altid en rigtig god atmosfære på disse markeder. Jeg har det selv sådan, at finder jeg noget til min samling, så giver det mig noget af et kick. Det tror jeg, at mange samlere kan nikkede genkendene til."
Du kan stadig nå at sikre dig en standplads til bagagerumssalg/loppemarked i Aabenraa, den 29. juni, 4. august eller 7. september, som er et samarbejde mellem AaBK, Hottryk og Lokalavisen. Henvendelse til Budstikken på Nørreport 10. 1. sal.