Veksø vandt slutspurten i cykelstafetten
Fredericia Cykelbys cykelstafet for lokale virksomheder var de sidste par uger en gyser for de tre førende hold i konkurrencen
Otte ugers hård konkurrence mellem de deltagende virksomheder i cykelstafetten om at køre flest kilometer ind på en GPS er slut.
Lifa A/S, Deloitte og VEKSØ har kæmpet om placeringerne i toppen af ranglisten hele vejen igennem og har skiftes til at have førerposition. Til sidst blev det dog Veksø, som med intensive og lange ture satte trumf på og kom i mål med flest kilometer. Holdet fra Veksø kørte tilsammen 3.483 km fordelt på 36 ture og 13 forskellige personer.
Holdkaptajn og Veksøs økonomidirektør Torben Børsting udtaler:
"Cykelstafetten har givet et kolossalt sammenhold og team spirit. Det er jo en lille ting, som vi får til at leve i organisationen, og som giver inspiration til andre aktiviteter – også rent fagligt. Socialt har det betydet en masse snak på gangene og i frokostpausen på tværs af faggrænser, som jeg anser for rigtig vigtigt i en organisation som vores. Det har været sjovt for mig som holdkaptajn, fordi jeg godt kan lide at motivere folk og få dem til lige at yde det ekstra, der gør, at vi sammen kan nå lidt længere."
Vinderholdet bliver præmieret med en middag på Café Carlos for alle deltagere på holdet. 2. og 3. pladsen belønnes med "cykelkager" for deres indsats.
På alle virksomheder har stafetten motiveret til at tage en ekstra tur eller flere på den to-hjulede. Hos Deloitte, som endte med en fornemt 3. plads, har de fleste cyklet mere, end de plejer i løbet af konkurrencen. Deres holdkaptajn Rune Rasmussen er selv en af dem, der normalt ikke plejer at cykle ret meget, men på grund af konkurrencen fik han hevet den gamle citybike ud af skuret:
"Normalt løber jeg mest, men jeg tror, at jeg vil holde fast i de gode vaner fra cykelstafetten og supplere lidt mere med cyklen. Det er som om, at flere af medarbejderne er blevet positive over for at cykle," fortæller Rune.
Holdenes endelige placeringer kan ses på http://fredericia.cykelstafetten.dk/rankings.