"Det var skide sjovt"
Børnene trådte i karakter, da Aabenraa Revyens stjerne, Lone Kühler, måtte en tur på sygehuset under årets revy
Under hele deres opvækst har Aabenraa Revyen mere eller mindre spillet en rolle i deres liv året rundt.
Christian og Malene Kühler er børn til Lone og Lars, som snart igennem et kvart århundrede har været medvirkende til, at især de lokale spidser fik en kærlig til de årlige revyløjer.
Derfor lå det også lige til højrebenet, hvem der skulle være stand in for skuespiller Lone Kühler, som blev syg i forbindelse med årets revy. Både Christian og Malene, som de seneste år har været at finde bag scenen, var friske på opgaven.
"Det var skide sjovt at stå på scenen," fortæller Malene Kühler, som måtte lære mange replikker på få dage.
"Jeg har altid vidst, at det også ville være noget for mig at spille revy. Holdet har de seneste år altid været komplet og jeg har også boet flere andre steder end Aabenraa, så rent praktisk har det ikke kunnet lade sig gøre."
Selvom Kühler-børnene er vant til at tænke kreativt i revyøjemed, så var det en hård omgang at værre færre end ellers til at løfte de mange opgaver bag og på scenen.
"Far var meget oppe på sygehuset for at støtte mor, så der var en sej omgang at lave revy i år. Vi måtte endda ty til min brors kæreste, Camilla, som er højgravid, fordi vi manglede en til at spille vandscenen," fortæller Malene med et kæmpe Kühler grin.
Den 28-årige revyspirre afslører, at det meget godt kan være at vi kommer til at se mere til hende på scenen. Efter at have været stand in for sin mor, har hun nemlig fået blod på tanden.
"Vi har lige købt hus i Aabenraa, så jeg ville uden problemer kunne øve sammen med resten af revyteamet. Instruktøren har luftet, at han godt kunne tænke sig at have mig med. Men nu må vi se, om der overhovedet bliver brug for mig. Og jeg skal også passe mit pædagogstudie. Men lysten til at spille revy er der i hvert fald."