Musikhusets stole er i høj kurs
Normalt er det billetter der er i høj kurs i Musikhuset Esbjerg, men lige i denne tid langes der også masser af stole over disken.
Henover sommeren skal Musikhuset nemlig udstyres med 1.132 nye af slagsen, hvilket betyder, at der nu sælges ud af de gamle. Og det går faktisk ganske forrygende. For eksempel har Vestfyns Teater lagt billet ind på en stor del således at 600 stole nu er solgt.
"Vi har oplevet en stor interesse for stolene. Det er ikke hver dag, at et så stort antal stole af denne type kommer til salg, og allerede tidligere da det rygtedes i branchen, at vi skulle have nye stole, modtog vi de første henvendelser omkring de gamle. Nu sætter vi de resterende stole til salg overfor menigmand. Jeg er helt sikker på, at der er flere, der godt kan bruge et par stole privat til en hjemmebiograf", siger direktør Torben Seldrup.