Fortsæt til indhold

Ny plan for finansiering

1. spadestik til Kongehøjskolen er planlagt til sidste skoledag fredag, den 28. juni. Byrådet skal tage stilling til tillægsbevilling på 12 millioner kroner

Arkiv
Arkiv

Siden resultatet af licitationen på Kongehøjskolen viste, at det ønskede byggeri ville blive 33 millioner kroner dyrere end budgetteret har politikere, byggestyregruppe og forvaltning arbejdet på højtryk på at finde en løsning, der kan finansieres og som kan sættes i gang uden for megen forsinkelse.
Det betyder, at der formodentlig kan afholdes 1. spadestik på Kongehøjskolen på skoleårets sidste skoledag, fredag den 28. juni. Forudsætningen er dog, at Byrådet på sit møde onsdag, den 26. juni godkender den nye finansieringsmodel, som Økonomiudvalget netop har besluttet at anbefale på sit ekstraordinære møde i dag.
Den foreslåede finansieringsmodel betyder, at byggestyregruppen skal finde tilpasninger for 21 millioner kroner, samtidig med at byggeriet bliver tilført en tillægsbevilling på 12 millioner kroner.
De 12 millioner kroner svarer til det beløb, licitationen reelt er blevet dyrere end beregnet. De resterende 21 millioner kroner op til licitationens merpris på 33 millioner skyldes hovedsageligt, at byggestyregruppen bevidst valgte at udbyde et ønskeprojekt, som der efterfølgende skulle prioriteres i.
"I sidste uge stod vi alle i en træls situation. Både elever, ansatte og politikere. Det har vi nu håndteret, så byggeriet af Kongehøjskolen ikke bliver nævneværdigt forsinket og bliver holdt inden for en økonomisk ansvarlig ramme, siger formand for Skole- og Dagtilbudsudvalget," Jørn Ulrik Larsen.
Borgmester Tove Larsen er godt tilfreds med, at byggestyregruppe og politikere har arbejdet hurtigt sammen om en løsning, der sikrer, at byggeriet af Kongehøjskolen kan komme i gang hurtigst muligt.
"Det viser mig, at der er fælles vilje til at finde fælles løsninger på de udfordringer, vi møder," siger borgmester Tove Larsen.
Det er muligt at lave en tillægsbevilling på 12 millioner kroner, da pengene kan tages fra andre anlægsprojekter, der simpelthen ikke kan nå at blive realiseret i 2013.
I løbet af august skal politikerne omprioritere i de øvrige konkrete anlægsopgaver, for at de 12 millioner kroner til tillægsbevillingen kan frigøres. På nogle områder vil det betyde udskydelser af anlæg.
"Men vi havde under alle omstændigheder været nødt til at udskyde nogle anlægsinvesteringer. Simpelthen fordi det er en udfordring at nå at bruge så mange penge, som vi har afsat på vores store anlægsbudgetter i disse år," siger Tove Larsen.