Fortsæt til indhold

18 eventmanagere udklækket i Køge

Arkiv
Per Møller

KØGE: Lørdag den 25. maj satte Køge kommune et effektfuldt punktum på et rigtigt succesrigt DGI eventmanagerkursus for 18 ildsjæle fra syv forskellige foreninger i kommunen.
Kurset var blevet til på initiativ fra fritids- og idrætskonsulent Karina Hjort Feddersen fra Køge kommune. Kommunen har støttet de syv deltagende foreninger dels ved at betale uddannelsen, dels med 10.000 kr. til hver af foreningerne til en event, der ligger ud over den almindelige drift. Uddennelsen var tænkt som et bidrag til at fastholde frivillige i foreningerne.
- Idéen er også, at foreningerne ved at ny- eller gentænke traditionelle stævner, ture, udflugter, fester og andre tiltag kan få ny energi og tag i nye målgrupper, fortæller Karina Hjort Feddersentil Lørdags-Avisen.
Kurset blev budt ud i november måned, og gik i gang med et opstartsmøde i januar. Herefter fulgte tre weekend moduler med diverse opgaveløsninger på programmet inden der blev sluttet af lørdag den 25. maj hvor foreningerne fremlagde deres events for hinanden inden der blev afsluttet med champagne og kransekage og uddeling af diplomer til deltagerne, som herefter kan kalde sig eventmanager.
Under afslutningen modtog D.D.S. Skovtrop fra Bjæverskov desuden 10.000 kr. fra Østifterne – et beløb foreningen havde søgt om til afholdelse af et specielt event.
- Det har virkelig været en succes. Vi havde en god blanding af kursister, der trods deres forskellige baggrunde havde meget tilfælles. De fandt bl.a. hurtigt ud af, at de var mere med- end modspillere til hinanden. De har været enestående gode til at bruge hinandens erfaringer, lavet events hos hinanden og brugt hinanden som sparringspartnere. fortæller Karina Hjort Feddersen.
- Nu skal vi finde en måde at udnytte de nye erfaringer og netværk på. Fælles for alle 18 kursister er, at de nu har fået et unikt stykke værktøj til de fremtidige udfordringer hjemme i foreningerne – ligesom andre foreninger i kommunen nu har nogle sparringspartnere som de kan trække på, siger Karina Hjort Feddersen.
De deltagende foreninger var Køge Tennis Klub, Køge Svømmeklub, Køge Skoleorkester, Køge Amatørscene, Ejby IF Halfester, D.D.S. Skovtrop og Køge Kricket Klub.
Læs evt. mere om kurset på www.dgi.dk/nyheder, hvor du også kan se en videofilm fra Køge kommune om kurset.