Fortsæt til indhold

Er katten sin egen?

Strib Dyreklinik inviterer alle katteejere til foredrag

Arkiv
Arkiv

Den 12. juni kl. 18.30 er der foredrag for alle katteelskere på Strib Idrætsefterskole, når Strib Dyreklinik inviterer til foredrag om katte, deres adfærd og problemadfærd. Det er eksamineret adfærdsrådgiver Helle Lenschow, der besøger Fyn for at klæde katteejere godt på, hvad angår katten, dens sprog, natur og oprindelse.
"På foredraget vil jeg fortælle om mine snart 10 års erfaringer med at arbejde med problemkatte samt forsøge at klæde ejerne bedre på, så de får en solid og veldokumenteret viden om katte. På den måde kan mange ejere selv løse nogle af de problemer, der kan komme, eller de kan nå at forebygge dem," siger Helle Lenschow, der også er kattetræner.
For ja, katte kan skam trænes - og det er der en lang række fordele ved at gøre. Blandt andre bliver ejeren bedre til at læse kattesprog og opnår en grad af kontrol over et dyr, der ellers har ry for at være helt sin egen.
"De fleste katte er lettere at træne end hunde," siger Helle Lenschow, der på foredraget vil komme med en kort introduktion til klikker-træning.