Fokus på fodgængernes sikkerhed
Over de sidste fem år har 255 fodgængere mistet livet i trafikken. Ulykkerne sker primært i byerne, og over hver fjerde dødsulykke sker på mørke landeveje
Sikkerheden for fodgængere i trafikken var øverst på dagsordenen, da FN med sin internationale trafiksikkerhedsuge rettede fokus på fodgængeres sikkerhed.
I løbet af de sidste fem år er antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne fodgængere generelt faldet, viser tal fra Vejdirektoratet. Men der sker stadig for mange alvorlige ulykker med gående i trafikken.
Fra 2007 – 2011 har 255 fodgængere mistet livet, og 1508 er kommet alvorligt til skade i trafikken. De fleste ulykker sker i byerne, hvor der både er mange fodgængere og meget tæt og til tider uoverskuelig trafik.
"Det er vigtigt, at man som fodgænger er opmærksom. Et godt råd er at holde øjnene på trafikken og ikke mobilen. Når man skal over vejen, så vælg et sted, hvor der er gode udsigtsforhold. Så er der større chance for, at man kan se biler og at bilisterne kan se fodgængeren," siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.
Hele 17 procent af de fodgængere, der er blevet dræbt i trafikken var påvirket af alkohol. Blandt dem der var kommet alvorligt til skade er tallet 4 procent.
Ud af i alt 255 dræbte fodgængere fra 2007 – 2011 har 99 af dem mistet livet på en landevej – heraf de 73 mens det var mørkt eller tusmørkt.
"Når man går på en landevej, så er det vigtigt at man går i venstre side af vejen i retning mod trafikken, så man kan se bilerne og nå at gå ud til siden. Desuden er det vigtigt at bruge lyst tøj, reflekser eller refleksveste, så bilisterne kan se fodgængerne i mørket," siger Jesper Sølund.
I Danmark er Haverikommissionen for Vejtrafikulykker netop nu ved at undersøge en række alvorlige ulykker med fodgængere. Undersøgelsen forventes færdig i slutningen af 2013 og skal bruges til at forebygge endnu flere ulykker med fodgængere på de danske gader og veje.