Skolekøkkenet skal have et løft
På det budgettræf, Skole- og Børneudvalget holdt den 21. maj mellem udvalget og de skoler og institutioner, der havde meldt sig, blev det fra flere skoler udtalt, at skolekøkkenerne var i en sådan forfatning, at undervisningen led under det. Udvalget bad derfor forvaltningen undersøge alle kommunens skolekøkkeners standard. Det er nu gjort, og undersøgelsen viser, at ud af kommunens 19 folkeskoler er der 5 skolekøkkener, der er slidte, og 5, der er udtjente. De øvrige er enten renoveret for nylig eller ved at blive det. Da det koster ca. 2 mio. kr. i gennemsnit at renovere et skolekøkken, må renoveringen af de 10 køkkener ske over nogle år. Det er Socialdemokraternes opfattelse, at disse penge bør findes i de kommende års budgetter, således at også disse faglokaler lever op til den standard, vi ønsker i Roskilde Kommune. Poul Andersen byrådsmedlem Socialdemokratiet.