16 ud af 17 caféer siger ja til amning
Amning kan ikke få caféejere op i det røde felt i Kolding. Alle undtagen en enkelt café, som Lokalavisen har talt med, tillader amning. Dog, er det vigtigt for mange af cafeerne, at mødrene er diskrete, når børnene skal mades
Ammedebatten har kørt på højeste blus i den forgangne uge, efter at Enhedslisten i begyndelsen af sidste uge proklamerede, at de ville stille et lovforslag om, at det skal være tilladt for kvinder at amme deres børn over det hele.
Lovforslaget kommer i kølvandet på en beslutning fra Ligebehandlingsnævnet om, det er i orden at afvise ammende mødre på eksempelvis cafeer, da det kan være blufærdighedskrænkende overfor andre.
Men hvad siger de lokale Cafeer i Kolding til amning? Tillader de ammende mødre, eller bliver de bortvist?
Lokalavisen har spurgt 17 caféer i Kolding og 16 af cafeerne er stort set enige: Amning på cafeen er tilladt. Så længe, at man tager hensyn til cafeens øvrige gæster.
Nye tider
Claus Beck er forpagter på Café Trapholt og han påpeger, at amning faktisk aldrig har været et problem i caféen. Ikke mindst fordi kvinderne selv har en interesse i at trække væk, når der skal ammes.
"Mange af mødrene er selv generte omkring det og spørger ofte, om der er et hjørne hvor de kan sidde. Jeg tror, at vi er meget langt fra de tider, hvor kvinder har lyst til at sidde midt i en café og amme. Det tror jeg ikke, at der er særlig mange, der vil", forklarer Claus Beck.
Den samme melding kommer fra Sanne Sørensen fra Café Kompromis.
"Mødrene må gerne amme her på cafeen, så længe, at de gør det lidt diskret. Vi har aldrig oplevet problemer med det, fordi folk faktisk er gode til at tage hensyn til hinanden", fortæller Sanne Sørensen.
fakta
Hvor må man amme i Kolding?
Den blå Café: Ja
Den gyldne Ovn: Ja
Over Aaen: Ja
Stalden: Ja, men opfordrer til diskretion
Kompromis: Ja, men opfordrer til diskretion
Café Mokka: Ja
Nicolai Café: Ja
Café Carma: Ja
Café Paraplyen: Ja
Café Koldinghus: Ja, men opfordrer til brug af madpakkerum.
Café Kop: Ja
Café Eiffel: Ja
Café Trapholt: Ja, men opfordrer til at finde et hjørne i cafeen.
Fredes Café: Ja
Café Klein: Nej.