Fortsæt til indhold

Aabenraa-løber vinder på sin 15 års fødselsdag

Alexander Salby vandt ungdomsrække i særpræget Vadehavsløb

Arkiv
Arkiv

Alexander Salby fra Aabenraa har netop vundet Havbundsløbet ved Mandø på sin 15 års fødselsdag
Løbet foregår ved at deltagerne bliver kørt fra Vester Vedsted i 4 Mandø-busser ud til Mandø. Dernæst skal deltagerne selv løbe de 11 km retur til fastlandet, hvoraf ca. 3 km foregår via løb på havbunden, hvor vandet kan være ca. 20 cm dybt.
Løberne deltager ud fra en forventning om at kunne gennemføre de 11 km på under halvanden time. I modsat fald vil de blive ramt af tidevandet.
Familien Salby fra Aabenraa deltog i Havbundsløbet for første gang, og alle fem gennemførte. Hurtigste familiemedlem var Alexander, der to dage tidligere havde hentet sølv ved Danmarksmesterskaberne i triathlon i Ganløse på Sjælland.
Havbundsløbet blev desuden afviklet på Alexanders 15 års fødselsdag. Dette fejrede Alexander på bedste vis ved at vinde aldersklassen op til 16 år. Han gennemførte de 11 hårde km i den forrygende tid 42 minutter og 18 sekunder på trods af, at han fortsat døjer med det ene knæ efter et styrt i et cykelløb for nogle uger siden.
Alexander var desuden kun 55 sekunder fra vinderen af voksenrækken. I alt 400 løbere gennemførte Havbundsløbet.
Næste store udfordring for den løbeglade familie bliver Bjergmarathon i Aabenraa. Far Kim og mor Anne-Marie deltager begge på 10 km, 9-årige Kevin skal løbe børneløbet på 1.500 meter, mens 11-årige Oliver og 15-årige Alexander begge deltager på den nye 5 km rute.