HERLUF - en stridsmand!
Kan man være politimand og samtidig være frihedskæmper? Nej, i grunden ikke, skulle man tro, men Herluf Rasmussen kunne. Men man kan også roligt sige, at han kun med held og kløgt overlevede. Tænk at være ¿plantet¿ i politiet, som lovens håndhæver og samt
Herluf Rasmussen er en ener, og han kan tilmed fortælle historier. Den ene mere usandsynlig end den anden. Det oplever man i hans nye bog: Herluf Rasmussen en stridsmand. Og selvom historierne kan virke usandsynlige, så er de historisk virkelighed og fortalt i et veloplagt sprog. Om der er tale om ¿En blodig dag på Gammel Køge Landevej¿ eller om en endnu mere spektakulær sabotagehandling, så har vi som læsere fornemmelsen af selv at være med og mærke at det kan gå galt - og det går galt i nogle tilfælde. Men selvom Herluf overlever den blodige dag på Gammel Køge Landevej, så er tab af kammerater noget, der gør ondt. Derimod er han fuldstændig iskold over for Hipo-folk. Kan han få ram på dem, gør han det som den kæmper og stridsmand han er. ¿Hvornår skulle slaget afvikles? Det blev den 6. april 1945 klokken 11. Formålet var at dræbe så mange Hipo-folk som muligt. De havde valgt at stå på tyskernes side og dræbe deres landsmænd. Det skulle de bøde med livet for.¿ Politimand og frihedskæmper Herluf Rasmussen - en stridsmand! Det må man sandt for dyden sige, han er. Skulle man være i tvivl om, hvad ordet ¿stridsmand¿ egentlig betyder, kan man passende slå op i ODS, Ordbog over det danske sprog, og finde svar, som er fuldstændig dækkende for Herluf Rasmussen. Ordet kan nemlig have to betydninger: 1) Kriger, soldat 2) Deltager i strid, polemik, åndelig kamp, kamp for en sags tjeneste. Det er Herluf i en nøddeskal. I bogen, som er suppleret med undertitlen ¿øjenvidneberetning og selvbiografi¿, fører han læseren ind i et levet liv, som er præget af dramatik og lidenskab. Centralt er hans engagement i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, og hvis man før, man læste bogen, troede at være velbevandret i frihedskampens historie, så bliver man overrasket over bogens informationstæthed og mange historiske detaljer og i dette tilfælde det meget interessante: Herluf som politimand, aktiv frihedskæmper og politiets rolle i modstandskampen. Bogen tager udgangspunkt i en kort præsentation af familien, men Herluf kan næsten ikke vente med at gå til det egentlige centrale biografiske stof: Modstandsbevægelsen unde 2. Verdenskrig. Allerede på side 24 går det løs. Hør blot her: ¿Ja hvem var de første sabotører, der i fredstid tog kampen op imod nazismen? Det var folk fra arbejderklassen og mange medlemmer af Det kommunistiske Parti, der satte deres liv på spil for at bekæmpe en politisk ideologi, hvor udryddelse af anderledes tænkende stod øverst på dagsordenen.¿ Den kamp ville Herluf være med i. Havde tidligere som nr. 13 meldt sig ind i Kommunistpartiet i Hvidovre, og det blev, som han skriver, mit lykketal. Kommunister jaget vildt! Et centralt emne i bogen er ¿Kommunistloven¿ og dens konsekvenser. Loven kom prompte efter Tysklands krigserklæring imod Sovjetunionen den 22. juni 1941. Fra da af var kommunisterne jaget vildt i Danmark. Sarkasmen vendt mod regeringen er da heller ikke til at tage fejl af. Herluf skriver: ¿Samlingsregeringen, eller måske snarere ¿Samarbejdsregeringen¿ under Thorvald Stauning, accepterede de tyske krav om omgående at arrestere kommunister og gøre deres organisation ulovlig.¿ I bogen er de politiske beslutninger omkring denne sag beskrevet meget nøje og nuanceret, selvom der generelt aldrig er tvivl om, hvor Herluf Rasmussen står. Bogen fremstår i sin helhed som en stærk personlig beretning men også som et væsentligt indspark i den fortsatte debat om Danmarks ageren i ¿De fem onde år.¿ Nu venter vi med spænding på bind 2, som omfatter tiden fra 1960.