Første hold har afsluttet sommelieruddannelsen
Hidtil har alle vininteresserede skullet tage til Silkeborg eller København for at tage uddannelsen, men nu har Gastronom- og tjeneruddannelsen via KursusCenter Vest også fået lov til at udbyde første niveau af Vinakademiets Sommelieruddannelse.
Med det første niveau tilegner deltagerne sig en grundlæggende viden om vin, spiritus og øl. Det er ikke et krav, at man er arbejder som tjener, men de fleste af kursisterne har en faglig baggrund inden for mad og vin.
En ekstra dimension
Og niveauet flytter sig hurtigt i løbet af de otte dage, som kurset varer. Hver kursusgang afsluttes med, at deltagerne skal tage en blindsmagning og spore sig ind på, hvor vinen kommer fra, under hvilket klima den er dyrket, druen osv.
I sidste uge bestod alle på det første kursus niveau 1. Blandt deltagerne var Malene Jacobsen, som er faglærer på tjeneruddannelsen på Teknisk Skole Esbjerg.
"Som tjeneruddannet ved jeg allerede en del om vine, men sommelieruddannelsen giver mig en ekstra dimension i forhold til analysen af at smage på vin," fortæller Malene Jacobsen, som blandt andet underviser i vine på tjeneruddannelsen, og fortsætter:
"Og så er det faktisk fedt at være med til at højne niveauet i branchen i Vestjylland."
På det første hold deltog blandt andre vinhandlere og tjenere fra områdets restauranter.