Bagning, tovtrækning og hestevognskørsel
Møllemarked ved Vejle Vindmølle har mel, korn og brød som tema
Bag fladbrød, prøv at kærne dit eget smør eller tag en tur i hestevogn, når VejleMuseerne på søndag inviterer hele familien til et møllemarked ved Vejle Vindmølle. Temaet for årets møllemarked er mel, korn og grød, og børnene kan selv kværne mel og bage fladbrød over bål eller være med til at lave grød. Ved boderne kan man købe for eksempel honning og syltetøj til brødet.
VejleMuseernes fagfolk fortæller om vindmøllen, som malede mel helt frem til 1960, og undervejs i markedet kan man styrke sig med musik, hjemmelavede slagterpølser fra Koldingvejs Slagter og øl fra Jelling Bryggeri.
Fædre, mødre og vakse børn kan også more sig med tovtrækning og mel-sækkevæddeløb.
Der er gratis adgang til møllemarkedet, som foregår søndag den 16. juni klokken 10-16. Workshops og aktiviteter er også gratis, mens en tur i hestevogn koster 25 kroner.
Hele dagens program kan ses i detaljer på vejlemuseerne.dk.