Fortsæt til indhold

Overfaldt BR-ekspedient og stjal vandpistol

Arkiv
Arkiv

En fuld 69-årig mand fra Roskilde overfaldt torsdag ved 16-tiden en 27-årig kvindelig ekspedient i Fætter BR i Skomagergade, hvorefter han stjal en vandpistol.
Manden spurgte kvinden om prisen på en vare. Den var han åbenbart ikke tilfreds med, for da han hørte, hvad den kostede, slog han kvinden i brystet.
Den aggressive kunde flygtede derefter ud gennem døren, men nåede lige at snuppe en vandpistol med på vejen.
En af de andre ansatte havde mistanke om, hvem manden var, og politiet opsøgte ham derfor på hjemmeadressen kort efter.
Manden blev sigtet for vold og for butikstyveri. Før han blev afhørt måtte han en tur i detentionen et par timer, hvorefter han blev løsladt igen, oplyser politiet.
Han skal i retten om sagen senere, indtil da kan den unge pige risikere at møde ham, når han er løs i byen.
ag