1784 børn skrålede med på sjove sange
Med økonomisk hjælp fra Søgadefonden og Kolding kommune, kunne Musikbørnehaven invitere alle byens børnehaver til Albertekoncert
"Bim-bam-busse. Jeg er en haletudse" Der blev sunget godt med, da 1784 børn fra børnehaver i hele Kolding kommune samledes tirsdag i Koldinghallerne til koncert med den kendte børnesangerinde, Alberte. Det var Musikbørnehaven, der havde stået for dagen og op til koncerten har der været et stort forarbejde med at søge fonde om økonomisk hjælp til dagen. Arbejdet gav pote og Musikbørnehaven skaffede 45.000 kroner, der gik til arrangementet i tirsdags.
Majbritt Astrup sidder i forældrerådet i Musikbørnehaven i Kolding og er en af tovholderne bag koncerten. Hun peger på, at det er vigtigt for Musikbørnehaven at dele glæden ved musik med de andre børn i kommunen.
Vil udbrede musik
"Sidste gang havde vi Sigurd Barrett herinde og denne gang valgte vi Alberte, fordi hun er så god med musikken. Det er vigtigt for os, at udbrede musikken til de andre børnehaver. Dette er en rigtig god måde at give børnene en oplevelse, hvor de kommer lidt væk fra børnehaven og får lov til at synge. Vi har i hvert fald fået mange positive tilbagemeldinger", fortæller Majbritt Astrup.
Og sunget blev der i hvert fald, da Alberte åbnede op for kendte børnesange om frikadeller og haletudser. Børnene fik også danset og der var fuld koncentration om Alberte, der stod på scenen i sin hvide kjole og sang for de mange børn og pædagoger.