40 hold til kaproning på Alssund
Af Svend Mikael Larsen
Sønderborg Roklub afholder Langdistance Kaproning i morgen lørdag den 8. juni ved roklubben, Alssunds Røde Løver.
Kaproningen er en af 4 afdelinger i Danmark, hvor finalen er i Kolding senere på året. Til Alssunds Røde Løver er der tilmeldt cirka 40 hold fra mange roklubber i Danmark og et enkelt hold fra Berlin.
Første afdeling blev holdt den 25. maj i Præstø, og efter Sønderborg er det den 10. august i København det foregår. Fjerde og sidste afdeling og dermed finalen bliver afviklet ved Koldingfjords Slotsregatta den 24. august. Hver afdeling giver point, som er med til at udnævne en DM vinder ved finalen.
Sønderborg Roklub er arrangør af langdistance kaproningen hvert andet år. Næste gang er derfor i 2015.