Tjener i Top 10
Britt Søndergaard, der er tjener på Restaurant Mumm i Karen Olsdatterstræde, er af Den Danske Spiseguide udpeget som en af landets 10 bedste. Nomineringen er i kategorien restaurantschef/tjener, hvilket på madens modersmål også kaldes Maitre d’Hôtel. På Roskilde-restauranten fungerer hun desuden som sommelier (vintjener). - Jeg er stolt over at få sådan et skulderklap for mit arbejde, som jeg er meget glad for, fortæller den 43-årige Britt, der oprindelig er udlært på Søfryd i Jyllinge og senere bl.a. også har arbejdet på den daværende restaurant Markedet i Hersegade.
Med som bobler
De fleste af nomineringerne går til restauranter i Københavnsområdet, men på Sjælland er der udover Roskilde også en indstilling til Frederiksminde i Præstø. Den endelige afgørelse om, hvem af de 10 der er landets bedste tjener, kommer senere i år. Ejer og køkkenchef, Kenneth Kmiecek, kan samtidig glæde sig over, at han og restaurantens øvrige ansatte på ny har ydet en indsats, så de er med på listen over ‘boblere’, der ligge lige under de 100 bedste i hele Skandinavien. Betegnelsen kan sammenlignes med den tykke dækmand, Bib-Gourmand, i Michelin-guiden. Her dækker kategorien over køkkener, der leverer virkelig god kvalitet for pengene, og som har gode muligheder for senere at få en af de eftertragtede stjerner i den berømte spisebibel fra dækfirmaet i Clermont-Ferrand. tk