Henriette løber for livet

"Det bliver en hård omgang."
Ordene er Henriette Molinas, som er en af de flere tusinde løbere, som lørdag den 22. juni står parat i starthullerne for at deltage i Aabenraa Bjergmarathon.
Den 44-årige Vojens-kvinde fortæller, at løbet i Aabenraas bakkede terræn er et af de hårde, men også meget smukke løb. Og "det hårde" er bestemt ikke noget, som afskrækker Henriette Molina. For hun har haft flere prøvelser i sit liv, end de fleste. Og hver gang har hun som en anden Forrest Gump brugt løbesporten som terapi, for at komme igennem livets nedture. At hun i dag efter en blodprop og en kræftsygdom igen er i fuld vigør, både som mor til 12-årige Nicoline, på jobbet og når hun trækker i løbeskoene, skyldes ifølge hendes læger ikke mindst, at hun altid har været i god form.
"Jeg har altid dyrket meget sport. Fodbold som barn og ung, og senere hen løb. Jeg har løbet flere halv-marathon og en marathon for mange år siden. Det har også været min måde at komme igennem sygdommene," fortæller Henriette, som blev ramt af en blodprop i hjernen for syv år siden.
"Det kom som et lyn fra en klar himmel. Fuldstændig uventet, set i lyset af, at jeg altid har dyrket sport, aldrig røget eller drukket. Heldigvis kom jeg i behandling indenfor tre timer efter blodproppen, hvilket er en forudsætning for, at man kan komme helt ovenpå igen efter en blodprop. Og det gjorde jeg, og en uge efter var jeg igen tilbage på arbejde."

Surrealistisk og rystende

Godt et år efter undrede Henriette, som er alenemor til Nicoline, sig over noget, som føltes som en blære i munden. Efter flere undersøgelser hos egen læge, tandlæge og specialister fik Henriette en dag den rystende besked, at "blæren" var en sjælden form for kræft i mundhulen. Henriette husker tydelig dagen for seks år siden, hvor hun skulle have svar på vævsprøverne.
"Det var en fuldstændig surrealistisk besked at få. Jeg havde hele tiden været sikker på, at det ikke var noget som helst. Den dag, jeg skulle have svar på de sidste vævsprøver, skulle min daværende kæreste næsten presse på, for at jeg ville lade ham tage med hen på sygehuset. Jeg syntes det var unødvendigt, for jeg skulle jo bare have besked om, at der ikke var noget galt. I dag er jeg glad for, at han insisterede, for det var noget af et chok at få at vide, at jeg havde fået kræft."
Kræftlægerne havde tilmed en mistanke om, at svulsten kunne være en såkaldt tvillingesvulst i organerne. Der ventede derfor endnu flere prøver og scanninger forude, inden det med sikkerhed kunne konstateres, at kun mundhulen var angrebet. Foran Henriette lå nu en stor operation for fjernelse af svulsten. Til gengæld slap hun for både kemoterapi og stråler. Dette var dog en ringe trøst, efter at hun kastede et blik på sig selv i spejlet - skaldet og et ansigt pakket ind i bandager - efter operationen.
"Lægerne havde været nødsaget til at fjerne en del af kæben og ganen, samt fire tænder, så jeg så forfærdelig ud. Det var hårdt. Det var også hårdt at vide, at min familie, og ikke mindst Nicoline, skulle konfronteres med min sygdom, og mit udseende. Faktisk valgte jeg i tiden efter operationen stort set al besøg fra, for bare selv at komme ovenpå igen og være der for min datter," fortæller Henriette, som igen snørede løbeskoene, så snart lægerne gav grønt lys for motionen.
"Jeg løb hele tiden. Inden operationen og efter. Jeg kan huske at jeg tænkte, måske er det sidste gang jeg får mulighed for det. Det har nok bare været min måde at tackle sygdommen på. Ja, faktisk er det nok generelt min måde at tackle livets modgang på."

Vil være glad

Om hun føler en form for uretfærdighed efter at have været udsat for hele to livstruende sygdomme?
"Det kan du bande på jeg har gjort. Mange gange. Man kan da ikke lade være med at tænke på: "Hvorfor lige mig?" På den anden side, så lærer man at værdsætte de vigtige ting i livet. Man lærer at prioritere. Det gælder både mennesker, og hvad der er vigtigt i ens liv. Jeg oplever ingen modgang mere, for jeg tager det i opløbet. Er der noget jeg ikke gider eller ikke bryder mig om, siger jeg STOP med det samme. Det samme gælder dårlige veninder og stress. Jeg tager det hele i opløbet. Jeg vil være glad. Jeg ER glad. Og uanset hvad, så kan jeg altid løbe mig en tur," fastslår Henriette, som i dag - efter et forløb på tre år med operationer - har fået sit smukke ydre tilbage.
Den næste udfordring i Henriettes liv, 42 kilometer i Aabenraas bakkede terræn, synes derfor som en leg ved siden af de udfordringer, som livet har stillet hende overfor.
"Jeg har faktisk haft mine forbehold ved at tilmelde mig marathon distancen. Og min familie har slet ikke været vild med ideen. Men en dag sagde jeg bare til mig selv: Nu gør jeg det sku," fortæller Henriette, som har benyttet den nye Bjergmarathonklub, for at være optimalt rustet til løbet.

Bjergmarathon skal gennemføres

"Det har været super godt. Der har været virkelig gode foredrag og oplæg, både omkring løbestil og kost. Udover det har jeg fået et super motiverende træningsprogram, så jeg føler mig virkelig godt rustet til løbet."
Man fristes til at spørge kvinden, som har snydt døden hele to gange, om der overhovedet findes udfordringer, som hun ikke mestrer med oprejst pande.
"Ja, da. Jeg ved da for eksempel slet ikke, hvordan det kommer til at gå på lørdag. Marathon i Aabenraa bliver det længste jeg har løbet, efter kræften. Men uanset hvad, så skal jeg bare ind over målstregen - om det så bliver gående! Men jeg håber da, at det bliver i bare nogenlunde god stil, for man har vel sin stolthed i behold."