Fortsæt til indhold

Stjernehår flytter til Storegade

Arkiv
Mette Henriksen

Beslutningen er taget, og flyttekasserne er godt på vej hen til de nye lokaler.
Som flere andre af de erhvervsdrivende i nordenden af gågaden, flytter nu også Stjernehår længere op af gaden. Indehaver Tanja Fabricius følger dermed fra Ramsherred til samme adresse som sin tidligere nabo, tøjbutikken Annes, som hun fremover deler hus med på Storegade 6.
Og glæden er stor over de muligheder, som den nye beliggenhed byder ind med. Blandt andet er der mere plads til både personale og lager. Og så venter der et spændende samarbejde med husets andre to butikker, Annes og Mariannes Blomster, i kulisserne.
"Efter at Carstensens Tehandel var flyttet, var der for alvor blevet dødt omkring Ramsherred. Derfor, og fordi jeg faktisk hele tiden har været lidt træt af det trange baglokale, flytter vi nu til Storegade," fortæller Tanja Fabricius.
Aabenraa-frisøren er vild med kældersalonen, som er både "rummelig og hyggelig".
"Og så glæder jeg mig til samarbejdet med både Annes og Mariannes Blomster. Det er oplagt med forskellige events, for vi går rigtig godt i spænd med butikkerne."
Stjernehår genåbner officielt tirsdag, den 25. juni. Lørdag, den 22. juni kl. 14 er der reception, hvor alle er velkomne.