Japansk animation og skøn komedie
“Hjertets hvisken” og “En sang for Marion” vises i Nicolai Biograf og Café fra den 20. juni
I Hjertets hvisken har 14-årige Shizuku som så mange andre teenagere svært ved at finde sig selv. Mens hendes ambitiøse forældre ønsker, at hun kunne koncentrere sig om eksamensforberedelserne som sin målrettede storesøster, så er dagdrømmeren Shizuku mere optaget af bibliotekets metervis af eventyrlige bøger. Da hun finder ud af, at der er en dreng, der har lånt præcis de samme bøger som hun, vækkes hendes nysgerrighed, og i mødet med ham oplever Shizuku, hvor vigtigt det er at sætte alt ind på at følge sine drømme. 'Hjertets hvisken' er en inderlig og hjertelig fortælling om ung kærlighed og det at finde ud af, hvem man er.
En sang for Marion er en komedie om livslang kærlighed mellem ægtefæller og skøn musik, der kan få selv en garvet kyniker til at skifte melodi. Gnavpotten Arthur elsker sin altid optimistiske kone Marion højt, men deler absolut ikke hendes passion for sang.
Når Marion synger sin glæde ud i det lokale kor, foretrækker Arthur at sidde for sig selv og brokke sig over hvor pinligt det hele er. Men da Marion rammes af alvorlig sygdom, tvinges Arthur til at droppe sin mavesurhed og overtage sin kones plads i koret. Med hjælp fra den unge dirigent Elizabeth siger Arthur modvilligt ja til en stor personlig udfordring, der bringer nye toner ind i hans liv.