Privatisér Hertug Hans Festen nu!
Mikael Brorson mener at hertugens fest bedst klarer sig uden Haderslev Kommune
"Det er med Hertug Hans Festivalen som det er med alt andet - det administreres bedst af private. Når en kommune går ind i eksempelvis en festival som denne, ser vi gang på gang at den mister sin gnist. Sådan gik det jo også med Hertug Hans Festivalen," udtaler den unge byrådskandidat for Det konservative Folkeparti, Mikael Brorson.
Han mener vi skal gå meget videre end bare denne festival: "Det er en generel tendens at vi tror at kommunen kan styre det hele. I virkelighedens verden er det bare sådan, at civilsamfundet - for ikke at sige lokalsamfundet - styrer det bedst selv. Derfor skal vi tænke helt anderledes: i stedet for at forsøge at administrere og hjælpe direkte, som vi har gjort det med Hertug Hans Festen, bør vi blot skabe rammerne for sådanne begivenheder."
Til spørgsmålet om hvordan man skaber sådanne rammer er Mikael Brorson ikke i tvivl: "Vi er nødt til at sænke skatten. Besparelsen kommer naturligvis ved at fjerne støtte til mange af alle de projekter som let kunne stå selv - måske er man nødt til at fjerne støtten gradvist, for ikke at slå projekterne ihjel. Hvis vi sænker skatten kan folk i stedet selv vælge, hvilke begivenheder og projekter de mener er værd at støtte."
Mikael Brorson er ikke helt lukket over for kommunens rolle: "Jeg hylder civilsamfundets autonomitet og frihed, men naturligvis er kommunens rolle ikke helt udspillet - så længe det handler om at danne rammerne. Jeg mener eksempelvis også at det er helt i orden når kommunen bruger penge på eksempelvis Dronningens besøg i Haderslev, som jo også er noget yderst kulturelt. Grundtesen skal bare ikke være - som den har været indtil nu - at kommunen skal give penge til det hele. Vi skal væk fra mottoet: ingen kvaler når kommunen betaler".