Fortsæt til indhold

Byens vin blev præsenteret

Årets 'Haderslev Vin' kan fås i både rød og hvid, og den er et behageligt bekendtskab

Arkiv
Peter Rasmussen

Forleden blev årets 'Haderslev Vin' præsenteret hos Vin & Vin på Torvet i Haderslev. Faktisk har den været i butikken en uges tid, og efterspørgslen har været så stor, at næste sending er bestilt.
"Vi har forsøgt at finde en rigtig god vin, der både kan ramme manges smag og som ikke er dyrere end at vi alle kan være med," fortalte Per Houmann fra Vin & Vin. De mange bekræftende nik konfirmerede at dette projekt var lykkedes ganske godt. En mildt krydret, men behagelig rødvin, der fint vil klare sig til både steg og ost. Og en skøn, læskende hvidvin med en blomstrende smag. Jo, det skal nok vække glæde på ethvert bord. Og prisniveauet er behageligt - omkring 60 kroner per flaske, alt efter hvor mange man køber.
Tilstede ved præsentationen var VisitHaderslev og et kontingent vægtere, der ikke blot skulle se til at det hele gik ordentligt til. Næh de var kommet for at smage, og Allan Bork-Larsen var iklædt sit byfoged-dress fra Hertug Hans Festen. Og i rollen som byfoged kunne han fortælle, at man havde tjekket vinen og at den kunne godkendes i forhold til hertugens forordninger.
At vinen netop præsenteres på adressen Torvet 8 er i sig selv en historie værd. På denne adresse fandtes på hertugens tid netop det sted, hvor byens ledende mænd samledes og planlagde ledelsen af staden. Og derfor var det det eneste sted man måtte udskænke øl og vin. Senere lagde Torvet 8 iøvrigt lokaler til det første posthus placeret udenfor hovedstaden.
Byens vin kan købes hos Vin & bVin samt hos VisitHaderslev i Nørregade.

Per Houmann præsenterer de to vine.
Og sådan ser bordet ud når tørstige gæster, vægtere og pressen har prøvesmagt druerne.