Fortsæt til indhold

Nye tider på menukortet

Torsdag den 13. juni kl. 11 åbner Statoil på Laurids Skaus Gade med et spændende nyt udvalg på menuen. Der er alt fra friskbagte stenovnspizzaer, burgere, frisksmurte sandwich og håndmadder til friskpresset appelsinjuice, smoothies og shakes

Arkiv
Arkiv

Efter nogle ugers hektisk byggeaktivitet glæder butikschef Ursula Jørgensen sig til at byde velkommen til åbningsreception i den ombyggede butik torsdag den 13. juni kl. 11. Stationen har fået indrettet et stort, nyt køkkenområde, hvor mad og drikke tilberedes på stedet, så det altid er helt frisk. Der bliver naturligvis mulighed for at smage på nogle af de mange nyheder ved åbningen, lover butikschefen.
"Man kan stadig få en fransk hotdog og pølsehorn, men nu tilbyder også vi et stort udvalg af sunde, grønnere og først og fremmest helt frisktillavede alternativer," siger Ursula Jørgensen. Hun fortæller, at stationen i Haderslev er én af 10 nye Statoil stationer rundt om i landet, der inden for de kommende uger vil tilbyde det nye udvalg.
Statoil har testet det nye udvalg siden november sidste år efter at have analyseret forbrugernes forventninger til "fastfood".
"Undersøgelserne viste, at forbrugerne i dag ønsker friske, sunde produkter med masser af smag. Vi åbnede tre stationer med det nye udvalg sidste efterår, og det meste faldt i kundernes smag. Vi har lyttet til forbrugerne undervejs og løbende tilpasset produkterne. Nu har vi det udvalg, der opfylder de flestes krav til variation og pris," fortæller Mette Uglebjerg, direktør for 'convenience' i Statoil, der peger på, at Statoil er eneste benzinkæde med friske smoothies og pizzaer.
Resultatet er et menukort, hvorfra man bl.a. kan vælge mellem tre forskellige stenovnsbagte pizzaer, burger med ost og bacon, forskellige sandwich og håndmadder, friskpresset appelsinjuice, smoothies, shakes, ice coffee og ice chai. Så fremover er det let både at tanke bilen og samtidig holde en pause med et måltid eller en snack i loungen på Statoil stationen på Laurids Skaus Gade.