Fortsæt til indhold

Ikke for tøsedrenge

Deltagere fra hele landet mødes til terrænkursus i Aabenraa

Arkiv
Arkiv

I uge 28 mødes mange nye og tidligere deltagere fra hele landet i Aabenraa til det traditionsrige terrænkursus.
Traditionen tro undervises ekvipagerne i ridning og springning i terrænet, som er en del af den gren indenfor ridning, der hedder military.
"Det er bestemt ikke for tøsedrenge eller -piger. Massive træstammer, grave med og uden vand, ja selv en stor sten er blot nogle af de mange forhindringer de deltagende heste og ryttere bliver udsat for. Vi har gennem de seneste år oplevet en stigende interesse for netop terræn-træning og undervisning", udtaler den ene af rideskolens ejere, Ulla Langschwager.
"Det er en udvikling, der falder meget godt i tråd med udviklingen inden for andre sportsgrene, der byder på mere og mere udholdenhed og variation i disciplinerne. "Military er nærmest at betegne som ridesportens triatlon. Selvom military-sporten gennem årene har fået fjernet såvel steeplechase og landevejsridt skal ekvipagerne konkurrere både i dressur, ridebanespringning og terrænspringning.
"Det kræver rigtig meget af både heste og ryttere, og det er en af årsagerne til, at vores månedlige træningsaftner og det årlige kursus med tre dages koncentreret undervisning er så velbesøgte. For den rigtige træning og specielt teknik er vigtige faktorer for sikkerheden."