Fortsæt til indhold

"Tag mig"

Fredag, den 14. juni byder Aabenraa Bibliotekerne på boghappening i Aabenraa

Arkiv
Arkiv

Hvis du på fredag finder en bog på en bænk eller i Genforeningshaven, så er det ikke sikkert, nogen har glemt den.
På fredag, den 14. juni er Aabenraa Bibliotekerne nemlig med i en landsdækkende kampagne, som skal få bøger sat i bevægelse fra læser til læser. Idéen er at give et ekstra skub til danskernes læselyst.
Aabenraa Bibliotekerne lægger sammen med andre biblioteker i hele landet gode bøger ud forskellige steder i byer med en opfordring om at tage bogen med hjem, læse den og give den videre til en ny læser. Bøgerne er alle forsynet med en speciel mærkat: Tag mig – Læs mig.
Bogen skal altså ikke afleveres tilbage til biblioteket som normalt, men tanken er, at man skal give den gode læseoplevelse videre til en ny læser ved selv at lægge bogen et sted i sommerlandet - og ikke mindst at dele sin oplevelse af bogen med andre læsere på Litteratursiden.dk.
Litteratursiden.dk er bibliotekernes fælles hjemmeside om litteratur, og dagligt bliver siden besøgt af læseglade danskere, der bliver inspireret, går i dybden med bøger og ikke mindst deler læseoplevelser med hinanden.
"Læselysten er i forvejen stor, men vi håber at endnu flere får øjnene op for litteraturens evne til at bevæge os som mennesker," fortæller Anne Grete Jacobsen, som er bibliotekar på Aabenraa Bibliotekerne.
Bookcrossing-eventen Tag Mig – Læs Mig bliver samme dag, den 14. juni, sat i bevægelse på Bornholm, hvor kulturminister Marianne Jelved senere samme dag fortæller om de bøger, der har forandret hendes liv, og hvorfor vi alle sammen skal læse noget mere.
Hvis du vil lade dig bevæge og selv være med til at sætte bøger i bevægelse, så hold øje med bøger fra biblioteket med et lille mærke med opfordringen: Tag mig, læs mig. Og hold øje med bøgernes vandring på Litteratursiden.dk.
Ud over at skrive om de vandrende bøger på Litteratursiden kan man der også finde inspiration til andre gode læseoplevelser i Litteratursidens sommertema: Bevægelser og vandringer i litteraturen.