En hyldest til Carl Nielsen
Helios Trio i Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa torsdag, den 13. juni
Torsdag, den 13. juni klokken 19.30 er der koncert i Sct. Jørgens Kirke med Helios Trio.
Helios Trio giver et friskt bud på hvordan Carl Nielsens musik kan lyde i dag med et varieret og overraskende instrumentarium og med de kendte melodier iklædt helt nye akkorder.
Med bibeholdelse af Carl Nielsens smukke melodier og tekster, har trioen, bestående af vokal, guitar og bas, omarrangeret sangene med fodfæste i traditionerne fra den nordiske jazz, den amerikanske folkemusik og de danske salmer. Dette har gjort, at musikken har fået et enkelt og smukt udtryk, der går hånd i hånd med lyrikkens stemning og ånd.
Musikerne er alle uddannede fra konservatoriet i Esbjerg på henholdsvis vokal, guitar og bas. Udover disse instrumenter trakterer trioen også klaver, melodika, dobro, lapsteel, en indisk dronemaskine og almindelige akustiske og el-guitarer, der i forskellige sammensætninger, udgør et farverigt og mangfoldigt univers.
Undervejs i koncerten vil sangerinde Signe Juhl fortælle om Carl Nielsens liv i relation til musikken og teksterne. Helios Trio har derudover arrangeret udvalgte salmer til fælles sang - igen med et personligt bud på hvordan nye akkorder og klange kan understøtte den kendte melodi og lyrik.
Helios Trio består af Signe Juhl, vokal og klaver, Mads Jørgensen, guitar, dobro og pedal-steel, samt Niels Kvist på bas.
Der er gratis entré til koncerten.