Fortsæt til indhold

Gør det, som du er allerbedst til

Torben Stevold forklarer, hvordan Dansk Bank i Roskilde mødte medie-orkanen om nye gebyrer

Arkiv
Arkiv

- I sådan en situation skal man koncentrere sig helt om at gøre det, som man er bedst til, nemlig at rådgive kunderne så godt som mulig, siger Torben Stevold.
Sådan forklarer direktøren for Danske Bank i Roskilde-området om, hvordan han og personalet tacklede den medie-orkan, der ramte virksomheden, da den i vinter indførte et nyt program, hvor mindre kunder skal betale et særligt gebyr.
- Når den slags opstår, er det helt umuligt at svare ordentligt igen på kritikken. I stedet skal man holde fast i det, som vi er gode til, nemlig kontakten med kunderne. Vi har holdt så mange møder som muligt, hvor vi har forklaret de enkelte kunder om deres situation, og hvad de kan gøre.
- Denne direkte menneskelige kontakt er vores bedste mulighed for i praksis at vise overfor vore kunder, at vi slet ikke er 'så onde', som nogle gerne vil gøre det til. Når vi først får kunderne på tomandshånd, så er langt de fleste positive.
- Vi indfører hele tiden ny teknologi, f.eks. MobilePay, video-rådgivningsmøde over nettet, og 6. juni får vi automat med euro. Men det vil ofte stadig være bedst at mødes ansigt til ansigt.

Engagement i Roskilde

Da virksomheden blev ramt af den omfattende kritik, samlede Stevold sine medarbejdere i det lokale hovedkontor på Stændertorvet, og så lagde de denne kurs.
Personligt har han gennem sine 10 år også lagt et stort arbejde i Roskilde. I øjeblikket er han formand for Roskilde Handel, og tidligere har han også været valgt til Domsognets Menighedsråd.
- For mig er det helt naturligt at lægge et personligt engagement i den by, hvor jeg arbejder og lever. Efter min opfattelse afspejler det også de værdier, som min bank skal stå for.
- Vi ønsker jo, at det går godt for indbyggerne og virksomhederne her, og vores opgave er at hjælpe med at gøre det muligt, mens vi driver en forretning. For mig hænger det økonomiske og sociale engagement i Roskildes udvikling fuldstændig sammen.

Personligt ramt

- Når ens virksomhed, som man er glad for, kommer ud for sådan et angreb, så bliver man selvfølgelig ked af det. Efter min mening var meget af kritikken også helt urimelig.
- Men så er det ekstra vigtigt at koncentrere sig om de opgaver, som man rent faktisk kan gøre noget ved. Det er først og fremmest den helt konkrete pleje af kunderne, og efter min opfattelse vil det også få os ud af denne image-krise igen, forklarer Torben Stevold.
tk