Fortsæt til indhold

Hjem fra Australien

Arkiv
Arkiv

Katedralskolen samler 345 gamle elever til jubilarfest på lørdag, og en af de ældste kommer fra Australien. Hermed sætter foreningen Roskildenser-Samfundet ny rekord. En af deltagerne er Vivi-Ann Bødker, der forlod Katedralskolen i 1953 med en realeksamen. Hun bor i dag i Australien, men kontaktede for nogen tid siden Roskildenser-Samfundets formand, Lise Svenstrup, for at sikre sig en plads ved jubilarfesten. Forud for jubilarfesten har ligget et enormt arbejde for bestyrelsen med at supplere listerne over jubilarer. Lise Svenstrup og de øvrige bestyrelsesmedlemmer har talt med mange hundrede tidligere elever fra de jubilerende årgange: - Det har utvivlsomt været medvirkende årsag til, at vi i år er så mange, siger Lise Svenstrup. Hun er selv 50 års studenterjubilar, og næstformand Lisbeth Guhle er 40 års studenterjubilar. Ældste jubilar er i øvrigt Lise Nørgaard, der tog realeksamen fra Katedralskolen i 1933, men Matador-forfatteren deltager dog ikke.